OB sparket tilbage i respiratoren

Silkeborg knuste formentligt fynboernes Top 6-drømme

Se Silkeborgs udlignende kasse af Okkels. Video: Discovery

OB var på vej ud af respiratoren, da Silkeborgs indskiftede Jeppe Okkels i den første boldberøring sparkede fynboerne tilbage, hvor hjemmeholdet kom fra.

Hverken OB eller Silkeborg kunne bruge 1-1 til ret meget.

Mens gæsterne forlængst har affundet sig med jumbopladsen, er OB efter dagens kamp fortsat langt fra Top 6.

Selv om træner Jakob Michelsen ikke vil erklære OB for stendød, er træneren med de smarte bemærkninger snart ene om at tro på, at målet om medaljespillet kan blive indfriet.

Hjemmeholdet fik ellers hjælp til at komme på sejrskurs.

Målet til 1-0 var yderst kontroversielt, men det var alligevel ikke så overraskende, da dommer Sandi Putros har det med uge for uge at gøre sig bemærket.

Silkeborgs venezuelanske landsholdsmålmand Rafael Romo havde bokset bolden væk, da han i fortsættelse ramte OB's Jeppe Tverskov i ansigtet.

Der var stor utilfredshed hos Silkeborg-spillerne. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Der var stor utilfredshed hos Silkeborg-spillerne. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Indgrebet blev åbenbart takseret til farligt spil på trods af, at hændelsen skete i målmandens arbejdsområde.

Selv om nordmanden Sander Svendsen gled i skudøjeblikket, kom bolden sikkert i nettet fra 11 meter pletten.

OB's målskytte var ikke alene om at have svært ved at stå fast.

Banen i Odense var i den ene side glat som en skøjtebane, og spillerne havde det største besvær med at stå fast, og det gav igen svære arbejdsbetingelser.

Det var to spillere fra bænken, som sørgede for, at den tidligere OB-træner Kent Nielsen kunne forlade sin gamle arbejdsplads som en tilfreds mand.

Unge Alexander Lind, som var i spil til startopstillingen, kom på banen efter en times spil, og det var ham, som stod for opspillet til den netop indskiftede Jeppe Okkels.

U 21-landsholdsspilleren skød første gang, og U 21-landsholdskollega Oliver Christensen var chanceløs.

Mens speakeren takkede for opbakningen, kvitterede OB's hårdt prøvede fans med en pibekoncert.

Se også: Rigtig fed dag for debutanten
Se også: Komisk scoring giver kamp om slutspil

11 kommentarer
Vis kommentarer