Oves mirakelkur: Har sat rivaler med 15 point

På et tidspunkt var OB fem point efter FC Vestsjælland i Superligaen. Når fynboerne i dag skæver til stillingen er de ti point foran

Ove Pedersen har løftet OB ud af nedryknings-dyndet. (Foto: Claus Bonnerup)
Ove Pedersen har løftet OB ud af nedryknings-dyndet. (Foto: Claus Bonnerup)

Ove Pedersens mirakelkur har virket på OB-spillerne. Formkurven peger i sandhed opad efter to sejre i træk og en særdeles fornuftig start på foråret.

- Spillerne har indset, hvad der skal til for at overleve, når du er placeret i bunden, fastslår Ove Pedersen.

OBs mirakelmager overtog i efteråret et hold, der balancerede på randen af knock out. Men den rutinerede træner er berygtet for at have fokus på den defensive organisation. Og det har i sandhed været med til at løfte OB væk fra de tunge pladser i ligaen.

- Spillerne har virkelig taget udfordringen op. De har bevist, vi har et godt kollektiv, roser Ove Pedersen, der kun er midlertidig træner i OB. Til sommer afløses han af Kent Nielsen.

Til opgøret mod FCV satte han anfører Ari Skulason af holdet til fordel for Haakon Skogseid. Et signal om nye tider på Fyn.

- Jeg har sagt til spillerne, jeg for hver kamp vil se på, hvad jeg taktisk skal bruge. Og så tager jeg ikke specielle hensyn til enkelte, fastslår han.

Se også: FCV er færdige - træneren i tynd tråd

Når OB på et tidspunkt er i sikkerhed, vil Ove Pedersen formentlig skifte til 4-4-2 som ellers er hans foretrukne system. Siden hans ankomst har fynboerne vekslet mellem flere forskellige systemer, men oftest med tre mand i forsvaret.

Falken flyvende
En af dem, der blomstrer her i foråret er Rasmus Falk. Mod FCV scorede han et fantastisk mål fra distancen efter en flot solotur.

- Jeg har haft en rigtig god optakt og føler mig i fantastisk fin form, forklarer Rasmus Falk, der har respekt for nedrykningsstregen men gerne vil kigge lidt opad i tabellen.

- Vi håber, vi kan begynde at kigge en smule opad i Superligaen, smiler han og slår fast:

- Vi har forbedret os defensivt, og så giver vi ikke mange chancer væk i åbent spil. Men vi producerer også mange chancer. Og det er positivt, siger han.

Rasmus Falk fik intet kort, da han i begyndelsen af opgøret sparkede ud efter Anders Oestli. Det lignede ellers en episode, hvor han sagtens kunne have fået et kort.

- Episoden kommer til at se lidt dum ud. Jeg får et kraftigt skub mod et knæ. Jeg bliver lidt bange og af ren refleks, sparker jeg ud med min fod. Dommeren giver mig ikke engang gult, og det er jeg enig i, siger Rasmus Falk.

30 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere