Randers fik tiltrængt sejr mod bovlamme fynboer

Spillerne kæmpede for træneren, og Colin Todd og Randers fik endelig en forårs-sejr over et tamt OB-mandskab

(Foto: Gregers Tycho)
(Foto: Gregers Tycho)

ODENSE (Ekstra Bladet): Det var ren knold og Todd i Odense!

De stribede stod for det knoldede. De skulle måske have overvejet at holde fast i aprilsnarren og stille op i de polkaprikkede bluser, de indledningsvis præsenterede umiddelbart før kampstart…

For Colin Todd var der helt andre ting i spil – ikke mindst på det personlige plan. Duellen mellem den sportslige chef og den administrative ledelse i Randers FC er knivskarp, og et nederlag i Odense ville formentlig have kostet den funktionær-ansatte brite jobbet mandag – eller tidligt i den kommende uge.

Nu bliver det svært for Michael Gravgaard og Ole Nielsen at skille sig af med Colin Todd. I hvert fald hvis begrundelsen skal handle om manglende knald på truppen, negativ tænding og endnu en sportslig nedtur oven på den efterhånden ugelange randrusianske ’kone-gate’.

Kaptajn Mads Fenger og de andre kronjyske heste gav i hvert fald deres britiske boss et fuldtonet dyt i bamsen med en viljefast indsats på banen – det kan man så helt afgjort til gengæld ikke var tilfældet set fra Kent Nielsens fynske og stribede perspektiv efter 0-1 hjemme.

OB var bovlamme som lunken Albani – undskyld: Carlsberg. Randers ejede bolden inden pausen, og fynboerne jagtede den konstant – for så i rekordtempo at smide den væk igen.

Ingen kunne se, at OB var et af forårets hold – og Randers mandskabet, der er dumpet fra plads tre til plads ni på fire kampe og ægteskabeligt drama.

Det var chancefattigt, men Mikael Ishak huggede til, da det gjorde allermest godt – og ondt. Velspillende Kasper Fisker lod med fodsålen bolden trille bagud til svenskeren, der i det 45. minut iskoldt scorede fladt og uden chance for OB-keeper Sten Michael Grytebust.

OB skiftede to spillere i pausen og kom mere aggressivt og længere frem på banen efter pausen, men rigtigt farlige blev Rasmus Falk og Co. aldrig. Randers kunne stille sig solidt og langt tilbage og satse entydigt på kontraer.

Kent Nielsen stod kampen igennem utilfreds med armene over kors – Colin Todd havde som regel sine pænt begravet i lommerne på den nydelige habit.

Der blev knyttet hårde næver og jublet højlydt blandt Randers-spillerne på banen, da kampen efter næsten fire minutters overtid blev fløjtet af.

Det var ikke bare en sejr. Det var en af dem, der VIRKELIG betyder noget!

23 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere