Skader og sygdom rammer OB

Seks spillere er ude med enten skade eller sygdom, når OB skal jagte vigtige point i Silkeborg

Oliver Lund (i sort) er en af de spillere, som OB må undvære i nedrykningskampen mod Silkeborg. (Arkivfoto) Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Oliver Lund (i sort) er en af de spillere, som OB må undvære i nedrykningskampen mod Silkeborg. (Arkivfoto) Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Sønderjyskes 1-0-sejr over Lyngby i weekenden betyder, at kampen om de to sikre overlevelsespladser i 3F Superligaens nedrykningspulje 1 er blevet helt tæt for tre af holdene.

OB har 33 point for 26 kampe, mens Lyngby og Sønderjyske for 27 kampe har henholdsvis 32 og 30 point.

Derfor har fynboerne hårdt brug for de tre point, når holdet mandag aften gæster puljebundproppen Silkeborg.

Det er dog et OB-hold med en del skadesproblemer, som drager mod Jylland, hvor cheftræner Jakob Michelsen må undvære seks mand.

Oliver Lund, Alexander Juel, Issam Jebali, Janus Drachmann og Mart Lieder er alle ude med skader, mens Mikkel Hyllegaard er ramt af sygdom, oplyser klubben på sin hjemmeside.

Kampen spilles klokken 19 i Silkeborg.

Silkeborg skal håbe på et mirakel i nedrykningsspillet for at få endnu en sæson i landets bedste fodboldrække.

Kent Nielsens mandskab har kun 16 point i gruppen og har altså 14 point til Sønderjyske på tredjepladsen, som giver playoffkampe om overlevelse.

Nummer fire i gruppen rykker direkte ned.

For begge hold er det deres første af seks kampe i nedrykningsspillet.

Se også: Spillere rasende: Tv-vært fyret efter racistisk budskab

Se også: Opfordring til danske fans: Tænk jer nu om

Se også: Årets afbrænder: - Selv vores målmand havde scoret

1 kommentar
Vis kommentarer