Tidligere Esbjerg-spiller glad for OB-skifte: Her er jeg i gode hænder

Ryan Johnson Laursen glæder sig over den fynske sundhedssektor – mandag var han igennem en operation, som han reelt burde have været igennem i sin Esbjerg-tid

Ryan Johnson Laursen fortryder på ingen måde, at han i vinterpausen skiftede Esbjerg ud med OB.  

Den dygtige højre back er kommet til en klub, der stadig kan kvalificere sig til Europa, mens hans tidligere arbejdsgiver er i alvorlig fare for at ende i 1. division. 

Det er naturligvis et plus, men det største plus kan Ryan Johnson Laursen sætte ud for den fynske sundhedssektor.  

- OB’s læge- og trænerstab har virkelig været opmærksomme og gode til at hjælpe mig med at bygge på, og faktisk er jeg nu stærkere fysisk og formmæssigt end meget længe - også i lårene. Det er fedt at mærke, siger Ryan Johnson Laursen til Ekstra Bladet.  

På Vestkysten havde man overordentligt svært ved at få og holde backen kampklar, men han er overbevist om, at OB nok skal få styr på de problemer, der har forfulgt ham de seneste sæsoner.

Ryan Johnson Laursen i duel med Viktor Lundberg. Foto: Mikkel Berg Pedersen.
Ryan Johnson Laursen i duel med Viktor Lundberg. Foto: Mikkel Berg Pedersen.

Mandag var Ryan Johnson Laursen igennem en mindre operation i højre baglår med det formål at gøre ham fit for fight, når den nye sæson går i gang.

- Indgrebet handlede om at få løsnet og fjernet noget arvæv omkring den muskel, jeg havde problemer med i Esbjerg efter min kyssesyge. Med større elasticitet omkring musklen bliver der mere plads, hvilket har været det helt store problem.  

- Jeg ved, at flere andre har været igennem det samme, og det har været løst ved præcis det samme indgreb. 

- Skulle det ikke allerede have været gjort, da du var i Esbjerg? 

- Det kan du sige. Man kan altid kigge tilbage og sige, at ting skulle være gjort anderledes. Det får jeg ikke noget ud af at bruge min energi på, men jeg vil sige, at jeg er virkelig glad for den tillid OB har vist mig og den opmærksomhed, jeg har fået lige siden dag ét.  

- Jeg føler mig i rigtig gode hænder her og føler mig sikker på, der er styr på tingene. Jeg glæder mig virkelig til, at kunne betale tilbage på banen, siger Ryan Johnson Laursen, der på grund af sine skadesproblemer bare har spillet tre Superliga-kampe og fire opgør i reserveholdsligaen i denne halvsæson.  

- Jeg føler mig i rigtig god form og har trods alt trænet fuldt med i lange perioder. Jeg er faldet virkelig godt til i Odense, jeg kan godt lide byen og er glad for den måde klubben, fans og omgivelser har modtaget mig.

- Klubben har ambitioner om at skabe bedre resultater, og jeg har ambitioner om, at være en del af det.  

- Og hvis indgrebet betyder det, det har gjort for andre, er mit mål helt klart at kæmpe om spilletid fra første kamp efter sommerferien, siger den tidligere ungdomslandsholdsspiller.

Hvor ender angrebsstjernen? FC Midtjylland kaldt til forhandlinger

Først ramte tragedien: Nu kan e-mail-bommert ødelægge storartet comeback

Pengene fosser ud: Så meget har din Superliga-klub syndet for

Før pokalfinale-braget: Derfor vinder FCK - og derfor vinder Brøndby