Tidligere mål-helt rygtes til OB

Den senegalesiske angriber Djiby Fall sættes nu i forbindelse med et skifte til OB

Djiby Fall har senest optrådt for Randers FC i Superligaen. (Arkivfoto: Casper Dalhoff)
Djiby Fall har senest optrådt for Randers FC i Superligaen. (Arkivfoto: Casper Dalhoff)

Djiby Fall er på klubjagt denne sommer, hvor den senegalesiske angriber er klubløs efter kontraktudløb i Randers FC.

Randers Amtsavis har tidligere skrevet at tre danske klubber har givet Fall et kontrakt-tilbud, og noget tyder på, at der nu kan sættes navn på to af dem.

Randers FC er den ene klub, der har tilbudt Fall en ny kontrakt, og nu skriver Fyens Stiftstidende, at angriberen også er et emne i OB.

I en note i avisen skrives det, at der går løse rygter om et comeback til Djiby Fall, der i to omgange tidligere har spillet i OB. Ifølge Fyens Stiftstidende er det fortsat blot på rygteplan, at Djiby Fall sættes i forbindelse med OB, og en handel synes derfor ikke nært forestående.

Det er dog ingen hemmelighed, at OB er ude efter forstærkninger denne sommer, og særligt angrebsposten har været et smertensbarn i klubben i løbet af de seneste sæsoner.

I den netop forgangne sæson var Martin Spelmann og Rasmus Falk topscorere med fem mål hver. Det er det laveste antal for en OB-topscorer i Superligaen siden oprykningen i 1999.

Tidligere topscorer i OB
I kalenderåret 2008 spillede Djiby Fall i OB med stor succes, hvor han scorede 18 mål i 31 kampe, inden han blev solgt til udlandet. Siden vendte han tilbage til OB på et kort lejeophold i efteråret 2011, hvor han dog var i dårlig form. Alligevel scorede han to Superliga-mål og fire mål i Europa League. Fall er således den foreløbig sidste spiller, der har scoret for OB i Europa.

Djiby Fall har spillet i Randers FC de seneste to sæsoner, hvor det er blevet til 10 mål i 37 optrædender. Fall er imidlertid kun startet inde i 19 kampe, og hans målsnit i den forgangne sæson er imponerende. Hans scoringssnit svarer således til et mål i hver 140. minut.

Hvis 30-årige Djiby Fall ender med at skifte til OB, skal han konkurrere med blandt andre Kenneth Zohore, Thomas Mikkelsen, Vladimir Dvalishvili samt unghingstene Mathias Greve og Mads Raben.

7 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere