ODENSE (Ekstra Bladet): OB's sportsdirektør Jesper Hansen er mere i skudlinien som syndebuk for dette efterårs voldsomme sportslige nedtur end træner Kent Nielsen.
Således kunne man undervejs i FCK-kampen fra tribunen høre de mest inkarnerede fans opfordre sportsdirektøren til at tage sit tøj og gå.
Men den udskældte sportsdirektør fastslog efter sidste dommerfløjt, at han ikke har planer om at smide tøjlerne.
Og han har heller ikke planer om at udstede en fyreseddel til træner Kent Nielsen, selv om opgøret med mestrene resulterede i det ottende superliga-nederlag i de seneste ni kampe.
Dertil kommer den forgangne uges pokalfiasko mod Vendsyssel fra 1. division.
- Før kampen mod FCK sendte jeg en større redegørelse ud og fastslog, at nu skulle vi alle i klubben stå sammen for at få vendt tingene. Denne kamp laver ikke noget om på dette. Vi har tabt til mestrene efter at have spillet lige op med dem i 1. halvleg. Så vi har noget at gå videre med, fastslog han – og gentog sin tillidserklæring til træner Kent Nielsen.
Respekt for alle fans
Når sportsdirektøren for alvor er i søgelyset og meget lidt populær i fanskaren, hænger det sammen med, at mange ser hans indkøbspolitik som fejlagtig – og dermed en afgørende årsag til den store OB-nedtur.
- Vi er mange, der er inde over tingene, når vi handler. Men jeg står selvfølgelig på mål som overordnet ansvarlig. Mine første sæsoner handlede meget om at rette op på økonomien, og ingen skal være i tvivl om, at vi havde højere mål til denne sæson, sagde Jesper Hansen, der hørte råbene fra de utilfredse fans.
-Jeg har enormt respekt for alle vores fans. De har stået model til meget. Efteråret har ikke været tilfredsstillende. Men de kan regne med, at vi alle målrettet arbejder for at få rettet op på tingene, bedyrede han.