Uhyggeligt! Superligaspiller var helt væk efter sammenstød

FCK slog til kort før tid, da OB ellers længe bød københavnerne op til dans i Odense – Dame N’Doye og de københavnske løver pelsede de fynske tigre

Det var ikke kønne scener, da Jacob Barret Laursen blev båret fra banen. Foto: Claus Fisker.
Det var ikke kønne scener, da Jacob Barret Laursen blev båret fra banen. Foto: Claus Fisker.

ODENSE (Ekstra Bladet): Man kunne se det med det samme. Kammeraternes bestyrtelse og alvorlige ansigtsudtryk, da de stormede hen til den faldne Jacob Barrett Laursen, der faldt som en eg i en efterårsstorm efter en luftduel med Robert Skov.

Da var der kun spillet omkring halvandet minut af et intenst opgør mellem OB og FCK, som var velspillet, underholdende og jævnbyrdigt langt hen ad vejen. Lige indtil FCK viste, hvorfor københavnerne bor i toppen – og OB i bunden af Superligaen.

FCK vandt 1-0 i en kamp med masser af godt spil og store chancer. Nicklas Helenius vil ærgre sig længe over, at han sekunder før udløb af fire minutters tillægstid ramte en frisparksball så skidt, at den høvlede over FCK’s mål. Den chance burde faktisk have sikret et point!

Dame N’Doye var selvfølgelig manden, der afgjorde kampen. Og Rasmus Falk. Den hjemvendte ’søn’ og ’fjende’ brød fem minutter gennem de ellers solidt fightende fynske bastioner og chippede fra baglinjen bolden i en bue over venner og fjender inde i feltet og bum! Der stod den store senegaleser selvfølgelig klar, headede bolden i kassen og sikrede tre point til topholdet.

Og en mere end flad stemning over den fynske hovedstad, hvor næsten 10.000 tilskuere ellers havde valgt at troppe op.

Kenneth Emil Petersen og Dame N'Doye i en duel om kuglen. Foto: Claus Fisker.
Kenneth Emil Petersen og Dame N'Doye i en duel om kuglen. Foto: Claus Fisker.

Der var masser af drama i den seværdige kamp. Et ikke-dømt straffe til OB? To kæmpe-chancer til Dame N’Doye og Rasmus Falk i første halvleg, hvor de to løver i begge tilfælde måtte se Sten Grytebust forvandle sig til en puma på speed og rive hårdt ud i skuffen med mirakler.

Uden for selve fodboldspillet var det Jacob Barretts hårde medfart, der i første omgang trak bekymrede miner blandt med- og modspillere. Mens Robert Skov relativt uberørt kunne stable sig på benene kort efter prelleren, var OB-spilleren totalt bevidstløs.

Medspillere og behandlere signalerede prompte udskiftning, lægeassistance og senere båre, og der gik i hvert fald fem minutter, inden den stadigt bevidstløse Jacob Barrett forsvarligt surret fast til båren kunne fjernes fra banen til taktfaste klapsalver, han var uden chance for at høre.

Monteret i halskrave blev Barrett senere kørt til undersøgelse på Odense Universitets Hospital.

Uheldet kastede ingen skygger over selve spillet på banen, hvor fynboerne pakkede sig tæt foran eget felt og levede af rappe omstillinger eller lange bolde om bag Denis Vavro og Andreas Bjelland, og specielt førstnævnte havde enorme problemer, når OB-angriberne gik bag ryggen af ham.

Dame N’Doye kunne have fortsat sin målstime fra AaB-kampen sidste søndag efter et kvarter, da han tæt på det lille felt chippede mod mål – men Sten Grytebust fik fra knælende en kattepote i vejret og viftede det enorme tilbud ud af farezonen.

Rasmus Falk fordeler spillet. Foto: Claus Fisker.
Rasmus Falk fordeler spillet. Foto: Claus Fisker.

OB følte sig – og formentlig med rette – snydt for et straffespark efter 34 minutter, da Casper Nielsens skud efter et hjørnespark styrede direkte mod ansigterne i FCK-defensiven, og Denis Vavro trak en arm beskyttende op foran torsoen og ramte kuglen.

Rasmus Falk blev forsøgt pebet ud af sit gamle stadion, men den vævre og flagrende midtbanespiller havde såmænd nær gjort det onde ved sine gamle holdkammerater og piftende fans, da han først nåede højest (!) og headede på mål kort før pausen. Det skal nu retfærdighedsvis også siges, at der ikke var nogen OB’er i nærheden af ham!

Hovedstødet måtte Sten Grytebust parere i to tempi, hvoraf det sidste bestod i at låse kuglen fast på selve stregen! Med et kvarter tilbage af kampen fyrede Falk’en så et langskud afsted, og i den situation var den norske målmand totalt chanceløs – til gengæld prellede den pryglede kugle af mod overliggeren.

Sten Grytebust var også på spil efter en time, da Peter Ankersen med et lusket forsøg med venstrebenet testede nordmandens springkraft og reaktionsevne. De var så tilpas udmærkede, at keeperen lige akkurat kunne få venstre handske på forsøget.

Ti minutter før tid havde nordmanden færre problemer med at affærdige Dame N’Doye efter et Viktor Fischer-frispark, men i den sidste ende rakte målmandens mange mageløsheder ikke.

FCK vinder – igen!

Se også: Chok-skifte på vej: Ny Superliga-stjerne forhandler med Premier League-klub

Se også: For dårlig til VM: Nu scorer Wass kongemål for spansk storklub

Thibaut Courtois var både i aktion ved VM 2014 og 2018 samt her EM 2016. Foto: AP Premier League - 5. aug. 2018 - kl. 07:54 Kæmpe skifte på vej: Topmålmand beder om Real Madrid-skifte

100 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere