Pierre Bengtsson spiller ikke længere i FC København.
Klubben er blevet enig med Djurgårdens IF om en aftale, der lader svenskeren skifte et halvt år, før hans kontrakt udløber.
Det oplyser københavnerne på sin hjemmeside.
33-årige Bengtsson har tilbragt en del år i hovedstaden, hvor han i to omgange har iført sig trøjen med løven på brystet.
Først fra 2011 til 2014 og fra 2017 til dags dato. I alt nåede han 284 kampe for FCK.
I den seneste periode prøvede han også kræfter med Vejle, som han var udlejet til i sidste sæson. Her blev det til 14 Superliga-kampe og to assists.
- Pierre er en rigtig holdspiller, der altid har givet sit bedste til klubben i kampe og træning. Han var fast mand i det meste hans første ophold i klubben, og også efter han kom tilbage i 2017, har han fået mange kampe som en solid og pålidelig venstre back, siger sportsdirektør Peter Christiansen om afskeden.
Den svenske landsholdspiller ser tilbage på tiden i København med stolthed, men han glæder sig også til at fortsætte karrieren i hjemlandet.
- Jeg er stolt over at være den udenlandske spiller, der har spillet flest kampe for klubben, hvor der altid er hård konkurrence om pladserne, og med tre mesterskaber og to pokaltitler kan jeg også se tilbage på mange gode sportslige resultater, fortæller han.
Pierre Bengtsson fik debut for FCK i februar 2011, da Chelsea var modstanderen i 1/8-finalen i Champions League.
Kun William Kvist, Hjalte Bo Nørregard og Mathias 'Zanka' Jørgensen har opnået flere kampe for FCK.
--------- SPLIT ELEMENT ---------