Officielt: Nye corona-regler i Superligaen

Nu må de syv klubber, der ikke har hjemsendt spillerne, træne men højst i gruppe på otte spillere og der må ikke være nærkontakt

Vil Superliga-spillerne gå ned i løn som følge af krisen? Hør Bischoffs bud her.

Fodbold er en kontaktsport.

Men sådan bliver det ikke i den kommende tid på træningsbanerne i superligaklubberne.

I syv af klubberne bliver der nu åben for træning under stærkt kontrollerede former. Det er de syv klubber, hvor spillerne ikke er hjemsendt med lønkompensation op til 26.000 kr. om måneden.

De syv klubber er: FC København, Brøndby, AGF, Silkeborg, FC Midtjylland, AaB og OB.

Her kan spillerne nu begynde at træne på en anderledes måde.

Ingen tacklinger
Der må maksimalt være otte personer på banen ad gangen, spillere, trænere og andet personale.

Spillerne skal møde omklædte og komme til træning i egen bil. Der er ingen fællesspisning, ingen håndtryk og ingen highfive. Derudover skal alt træningstøjet udelukkende håndteres af én udvalgt person.

Der må ikke være nærkampe og hele træningen skal tilrettelægges på en sådan måde, så der er den nødvendige afstand mellem deltagerne.

Ja, det er ikke noget, der minder om fodboldtræning. Men sådan er vilkårene mens coronavirussen hærger.

FCK er en af de syv superligaklubber, der nu kan træne igen. Men kun med otte mand på banen samtidig og der skal være stor afstand mellem de enkelte. Foto: Jens Dresling.
FCK er en af de syv superligaklubber, der nu kan træne igen. Men kun med otte mand på banen samtidig og der skal være stor afstand mellem de enkelte. Foto: Jens Dresling.

Divisionsforeningen har været i kontakt med flere klublæger og eksperter, som har bidraget til de nuancerede anbefalinger for træningens i klubberne.

 - Vores mål er, og har hele tiden været, at kunne starte turneringerne igen hurtigst muligt, når myndighederne på et tidspunkt siger ok. Det skal selvfølgelig ske på den meste ansvarlige måde, så der også tages hensyn til spillernes helbred. Med de nye anbefalinger bliver der nu også mulighed for modificeret holdtræning i klubregi, men selvfølgelig med en masse forholdsregler,” lyder det fra Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen.

Divisionsforeningen har sendt de nye træningsanbefalinger til sunhedsmyndighederne. De vil blive justeret igen, hvis myndighederne laver om på de nuværende tiltag i det danske samfund.

Fyens.dk skriver, at OB har fået forbud mod at træne på det kommunalt ejede anlæg frem til 13. april, som er datoen, hvor landet er lukket ned. Odense Kommune har ikke ønsket, at byens superligaspillere kan træne i en gruppe på fem personer.

Syv klubber kan ikke træne
Syv af klubberne i Superligaen kan ikke benytte sig af den her mulighed for træning. Horsens, Randers, Esbjerg, Hobro, Lyngby, FC Nordsjælland og SønderjyskE har sendt spillerne hjem. Klubben må ikke kontakte spillerne, fordi man har valgt at søge lønkompensation. Her yder staten op til 26.000 kr. om måneden i en periode på tre måneder.

Se også: Coronavirus udskyder Champions League-finalen

Se også: DBU: Dansk fodbold lukker ned til efter påske

43 kommentarer
Vis kommentarer