Oprykning skaber stor udfordring: - Skide være med det!

Vendsyssel er nyt Superliga-hold, men nu venter der et stort arbejde på at blive gearet til den nye sæson

Vendsyssel er klar til Superligaen. Foto:  Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vendsyssel er klar til Superligaen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Mens tårene trillede ned ad kinderne hos de utrøstelige Lyngby-spillere, efter søndagens nedrykning fra Superligaen blev en realitet, var det kun sejrsøl, der dryppede ned ad Vendsyssel-lejrens ansigter.

Med en samlet 3-1-sejr over to kampe i nedrykningsplayoff'en er Vendsyssel FF nemlig Superliga-mandskab for første gang i klubbens historie.

Og det blev fejret med øl i lange baner. Det er noget Mogens Krogh, Brøndby-legende, europamester og nu klubdirektør, har prøvet mange gange før.

Selvom håret var gennemblødt af humle, tog han det gerne med midt i jublen i sin kombinerede rolle som assistenttræner og direktør.

Opløbet til Superliga-oprykningen har været kaotisk for at sige det mildt.

Klubbens tidligere træner Erik Rasmussen forlod klubben midt i ræset for få uger siden, og i den forbindelse blev Jens Berthel Askou forfremmet til cheftræner, mens Mogens Krogh selv tog assistentrollen på sig.

- Det har været vildt hektisk. Som direktør har jeg trådt til som assistenttræner, og jeg har konstateret, at hvis det skulle hænge sammen, skulle døgnet have mere end 24 timer. Derfor er jeg glad for, at vi har fundet en rigtig dygtig assistenttræner (Mike Tullberg er hentet til, red.). Men jeg vil gerne kreditere Erik for det her resultat. Det er ham, der har bygget tingene op, lyder det fra den nyslåede Superliga-direktør.

Kamp mod tiden
Oprykningen giver en del at arbejde med for direktør Krogh og Vendsyssel. Der skal hentes nye spillere, og så skal der styr på stadionforholdene, der skal leve op til Superligaens krav om blandt andet en minimumskapacitet på 10.000.

- Skide være med, at det giver noget ekstra arbejde på direktørens kontor, fordi det gør jeg gerne, griner Mogens Krogh.

- Vi har nogle faciliteter, der skal opgraderes. Men vi har faktisk en skidegod bane, det rigtige lys og der er varme i banen. Men vi mangler noget kapacitet, og jeg har møde 29. maj med kommunen, hvor vi skal finde ud af, hvordan vi løser den, siger han.

Undervejs i gyseren mod Lyngby reddede Vendsyssel-keeper Nicolai Flø straffespark, og her havde den tidligere målmand en finger med i spillet.

- Flø skal selv have kredit for det, men når man er en del af et trænerteam, så skal man være godt forberedt. Lige efter taktikmødet inden kampen gennemgik jeg alle Lyngbys straffesparksskytter med ham. Shala sparkede i den side, vi snakkede om, ikke så højt som vi havde regnet med, men det er målmanden, der skal træffe beslutningen, og det var fantastisk, han tog den, slutter Krogh.

Vendsyssel FF blev grundlagt i 2013 på FC Hjørrings licens. 

***

Midt i nedrykningstårer – derfor greb anføreren megafonen

Et voldsomt forår spillede ind i Lyngbys nedrykning, mener anfører Mathias Tauber

27. maj 2017 vandt Lyngby bronze i Superligaen. Næsten præcist et år senere rykkede klubben ud af landets bedste række. Nederlaget til Vendsyssel var den ultimative konsekvens af en sæson præget at uro og økonomisk kaos.

- Det er kulminationen på et svært forår. Det er kontrastfyldt i forhold til sidste år. Det har været det værste fodboldår.

- Det skabte en masse uro i forhold til den mulige konkurs, men vi har fået nogle nye ejere ind, som har forsøgt at gøre alle de rigtige ting. Jeg er sikker på, klubben nok skal få glæde af det fremadrettet, men det nåede at sætte sine skår, at vi mistede et par spillere. Truppen blev ikke så konkurrencedygtig. Vi fik unge spillere med masser af talent ind, men de blev måske bragt ind for tidligt. Det var vi nødt til. Vi var tvunget til det.

- Vi lagde en plan om, at vi skulle spille dem til og få så mange af de rutinerede klar til kamp. Operationen lykkedes, men patienten døde, siger Tauber, der greb megafonen kort efter slutfløjt for at overbringe fansene en besked.

- Jeg havde egentlig bare brug for at sige tak for den støtte, de har vist os. Det nemmeste som fan er at blive hjemme, når vi ikke leverer resultaterne, men vi skylder fansene en stor tak. De har steppet op og gjort alt i deres magt.

Se også: Lyngby i total nedtur - færdige i Superligaen

Se også: Officielt: Her er FCK's nye spiller

Se også: Drømme-transfer på plads: Så meget betaler FCM for stjernen

15 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere