Oven på tilskuer-forsøg: Urealistisk

- Det er vanskeligt at se processen for flere fans på stadion allerede kan blive en realitet til weekenden, siger Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen

3000 tilskuere på Brøndby Stadion sad med afstand i forsøgsordningen som nu skal evalueres. Her kunne de se hjemmeholdet udligne til 1-1 i de sidste minutter af kampen.

Hvis FC København havde drømt om at følge Brøndbys eksempel med 3000 tilskuere eller flere i Parken til søndagens topkamp mod FC Midtjylland, kommer det med stor sandsynlighed ikke til at ske.

Der bliver kun lukket 500 ind i Parken til den begivenhed. Det er nemlig, hvad der står i det nuværende lovgrundlag for aftalen mellem Folketingets partier.

Der er således ikke lovgrundlag for, at der må lukkes flere tilskuere ind til kampe i Superligaen på nuværende tidspunkt.

Mulighederne for at få loven ændret allerede til den kommende weekend virker slet ikke sandsynlig. Politikerne kan simpelthen ikke nå det, fordi de også først skal forholde sig til den evaluering, der er undervejs.

I denne spillerunde var tre kampe udvalgt som forsøgskampe: Horsens – Randers, Brøndby – FC København og Lyngby – OB. De tre kampe venter nu på en evaluering fra de sundhedsfaglige personer.

- Evalueringen skal på plads, før vi kan tale en udvidelse med flere tilskuere på stadion. Vi ser frem til at se den evaluering senere på ugen, siger Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, til Ekstra Bladet.

Alle reglerne blev overholdt, da Brøndby og FCK spillede søndag. Nu venter fodboldbranchen på, at der bliver givet tilladelse til flere tilskuere på stadion. Foto: Lars Poulsen.
Alle reglerne blev overholdt, da Brøndby og FCK spillede søndag. Nu venter fodboldbranchen på, at der bliver givet tilladelse til flere tilskuere på stadion. Foto: Lars Poulsen.
 

Kan ikke nå det
- Det gik jo særdeles godt i Brøndby. Forventer du snart flere tilskuere på stadion?

- Jeg håber det. Men jeg har vanskeligt ved at forestille mig, at den proces kan nås allerede til weekenden, fordi der så skal laves et helt nyt lovgrundlag. Tilladelsen til de tre kampe var kun et forsøg i det nuværende lovgrundlag, forklarer Claus Thomsen, der glæder sig over afviklingen af specielt Brøndbys kamp mod FCK.

- Her fik alle set, at vi kan afvikle sådan en begivenhed, hvor vi følger alle protokoller og forskrifter.

- Vi håber meget snart på flere tilskuere til kampene, fordi det ikke er en hemmelighed, at en kamp med 3000 tilskuere til Brøndby-FCK er en underskudsforretning, fordi det var påkrævet med mange foranstaltninger og personale, siger Claus Thomsen.

Det taler de om, når kameraerne slukkes: Viktor Fischer under kniven med sportsbrok - AGF vil sætte kløerne i hollænder - Rubin udløser guldregn over AaB - Stålkongens penge overbeviste Hobro-profil - FCK-træner rask igen efter coronaudbrud. LÆS Superligaen Indefra (+)

Se også: Brøndby-fans imponerer: - Luk nu flere ind

Se også: Det var min skyld

119 kommentarer
Vis kommentarer