Kommenteringen af søndagens Superliga-kamp mellem AGF og FC København på Ceres Park i Aarhus blev mere spændende for Mads Thyrsted og Jan Kalborg, end de umiddelbart havde regnet med.
Efter en hektisk start med flere kampafgørende VAR-situationer blev de to P3-kommentatorers stemmer for meget for en sponsorgæst, der sad på tribunen foran Thyrsted og Kalborg, der havde åbnet et vindue for at få stemningen fra stadion med.
Sponsorgæsten brød ind i kommentatorboksen og begyndte at skælde de to kommentatorer ud.
- Vi opdager lige pludselig, at der står en mand ude foran vores vinduer. Han står og ser vredt op på os og råber, at vi skal tie stille og lukke de vinduer, vi står og kommenterer ud af, fortæller Mads Thyrsted til Ekstra Bladet.
Artiklen fortsætter under billedet:
Situationen eskalerede, da Mads Thyrsted med hånden gestikulerede mod mikrofonen, at han var i gang med at snakke live.
- Lige pludselig ser jeg ud af øjenkrogen, at han er på vej ind til os. Jeg får lagt kommenteringen ned, så studiet overtager.
- Jeg har så en diskussion med ham om, hvad han laver inde i vores rum, og han får i relativt skrappe vendinger bedt os om, at vi ikke skulle stå at kommentere ud af vinduerne. Det gider han ikke høre på. Hvis han ville høre radio, så kunne han bare have blevet hjemme, siger Mads Thyrsted.
Artiklen fortsætter under billedet:
Ophidset sponsor brød ind i radiostudie
Cadeau til AGF
I de fireethalvt år Mads Thyrsted har kommenteret Superliga-fodbold, har han aldrig oplevet noget lignenende. Selvom det var en speciel situation, så handlede det om at få den løst.
- Det var da ubehageligt, at der står en vred mand og råber af en. Det tror jeg, alle kan nikke genkendende til, men det var ikke mere ubehageligt, end at det skulle vi have løst. Jeg var ret bevidst om, at han bare skulle ud.
Da DR-kommentatorerne fik manden ud af kommentatorboksen, tog AGF's bestyrelsesformand, Lars Fournais, over. Ifølge Ekstra Bladets reporter på Ceres Park fik han sat sponsorgæsten godt og grundigt på plads, da han ikke vidste, hvem han stod overfor.
- Hvem jeg er? Jeg er formand for det her, havde han buldret.
Artiklen fortsætter under kommentaren fra Lars Fournais:
Mads Thyrsted er utrolig glad for måden, AGF håndterede den mærkværdige situation på.
- Kæmpe cadeau til de folk i AGF, der håndterede situationen. Det var fremragende håndteret, og der blev skabt en rigtig tryg og sikker situation for Jan Kalborg og jeg, så vi kunne fortsætte med at passe vores arbejde.
- Det var meget professionelt. De hjalp os i en ret akut situation, og det var en fornøjelse at se.
Sponsorgæsten var stille resten af kampen, som endte 0-1 til FC København. Målet blev scoret på straffespark af Jonas Wind, der på frækkeste vis udplacerede Kamil Grabara med en panenka.
Dansk modstander ramt af corona