FC København kommer ikke til at trække på sin nye sportsdirektør, Peter Christiansen, før 1. april.
Det står klart efter dialogen mellem løverne og AGF om emnet brød endegyldigt sammen op mod weekenden.
- Status er, at jeg har haft en dialog med Bo Rygaard (FCK's bestyrelsesformand, red.) siden starten af december for at se, om vi kunne blive enige om betingelserne for, at 'PC' kunne starte før 1. april, som var ønsket i FC København.
- Der kan vi ikke blive enige om det beløb, som vi skal have i kompensation, siger AGF's bestyrelsesformand, Lars Fournais, til Ekstra Bladet.
- Vi mener, at vi har fremsat et meget rimeligt ønske set i forhold til den løn, som PC tjente i AGF, og det som han stod til at tjene i FCK. Det er de ikke enige i, og det ser vi som et udtryk for, at det alligevel ikke er så vigtigt for FCK at få PC ind så hurtigt som muligt.
- Derfor bliver PC i AGF frem til udløbet af hans opsigelsesvarsel, fastslår Lars Fournais.
AGF's sportschef, Peter Christiansen, blev i slutningen af november ansat som FC Københavns sportsdirektør. Det skete uden enighed klubberne imellem omkring betingelserne for jobskiftet. Derfor valgte Peter Christiansen at indgive sin opsigelse, der omfattede fire måneders varsel, så han kunne starte i FCK 1. april.
Siden har klubberne forsøgt at finde en aftale for et øjeblikkeligt skifte.
- Dialogen blev lukket for et par dage siden. Det er udelukkende FC Københavns beslutning, at det her ikke bliver til noget før 1. april, fastslår Lars Fournais.
- Det er korrekt, at Lars Fournais og jeg har haft nogle drøftelser omkring PC i en god tone, men vi har ikke kunne nå til enighed omkring det her punkt, og det er helt fint. Vi arbejder videre med det setup, vi har nu med William (Kvist, red.) i spidsen og ser frem til, at PC så starter 1. april hos os, meddeler FCK's bestyrelsesformand Bo Rygaard i en sms.
Det betyder, at FC København må gå gennem januars transfervindue med William Kvist som den sportslige ansvarlige. Og den rolle har han fået så meget smag for, at han i et interview i BT, lufter idéen om at blive sportschef i fremtiden.
Så har FCK's kommende sportsdirektør, Peter Christiansen, lidt at gruble over frem mod tiltrædelsen 1. april.
På rov i AGF: Viborg klar med ny cheftræner
Ordene, der forklarer AGF's transfer-plan
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.