Playoff-drama: Kæmpe-drop og superscoring

Hobro fortsætter Superliga-tilværelsen, efter Viborg blev sat på plads af en komisk scoring og et supermål

Mistrati-mål i første minut punkterede Viborgs Superliga-drømme. Video: Discovery Networks Danmark

VIBORG (Ekstra Bladet): Heller ikke denne sæson lykkedes det Viborg FF at vende tilbage til Superligaen, efter domkirkebyen rykkede ud for to år siden med et chok-nederlag til Helsingør.

Sidste år glippede playoff-pladsen i sidste sekund, og i år blev viborgenserne sat på plads af Hobro, der viste sig mere koldblodig i de indbyrdes opgør.

Hobro lukkede hurtigt søndagsfesten med to scoringer, og så havde man i Jesper Rask, Vito Mistrati og Emmanuel Sabbi profiler, der steppede op, da det gjaldt over de to playoff-kampe.

Viborgs Superliga-drømme udviklede sig til et mareridt, allerede inden der var spillet et minut af søndagens skæbnekamp. En tåbelig igangsætning på kickoff endte med en Hobro-kontra og et hjørnespark.

Den dødbold sejlede Vito Mistrati direkte ind over Viborg-keeper Ingvar Jonsson, som bestemt ikke så uskyldig ud ved scoringen. Islændingen blev presset moderat på stregen, men han var ikke i nærheden af at få et frispark. Mest af alt lignede det, at Jonsson fik solen i øjnene og slog forbi bolden…

Hjemmeholdet forsøgte at slå tilbage med det samme efter chokstarten og Jonssons kæmpe-drop. Det udmøntede sig i to store chancer efter ti minutter, da først Jeff Mensahs glimrende afslutning blev blokeret i sidste sekund, og i momentet efter headede Mikkel Knudsen forbi stolpen fra det lille felt.

Anderledes skarpe var Hobro altså, men skarphed er slet, slet ikke dækkende for det, som Emannuel Sabbi trak frem af hatten efter 22 minutter.

Emmanuel Afriyie leverede et drømmemål. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Emmanuel Afriyie leverede et drømmemål. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
 

Amerikaneren tog tingene i egne støvler og indledte en fuldstændig sindssyg solotur på Viborgs banehalvdel.

Sabbi vendte både til højre, venstre, baglæns og forlæns, mens han dansede sig igennem fire Viborg-forsvarere og på magisk vis fik bolden med sig hele vejen. Slutteligt prikkede Sabbi kuglen mellem benene på Ingvar Jonsson, og lige dér blev Viborgs bagkæde udstillet som det, den er: En 1. divisions-bagkæde.

Viborg-forsvaret så i det hele taget rystende usikkert ud i mange situationer, og sammenholdt med at værterne skulle frem og lave fire mål for at stjæle Superliga-billetterne ud af Hobros hænder, så det mere end sort ud for de grønblusede.

Det var ikke for at hjemmeholdet lagde sig fladt ned. Slet ikke. Der blev forsøgt og fightet med alle midler, men Peter Sørensens Hobro-defensiv stod imod uden at give de mere og mere desperate Viborg-spillere åbne chancer.

Jesper Rask blev i hvert fald ikke udsat for noget nær samme prøvelser som i det første opgør, selv om Andreas Albers og indskiftede Morten Beck fik skudt sig varme i anden halvlegs afslutning.

Steffen Højers mandskab leverede dog slet ikke tilstrækkeligt til for alvor at true Viborg, og så kunne de medrejsende Hobro-fans lukke sæsonen med at synge yndlingssangen på de kanter: 'Su-su-superliga' og en evergreen: 'Sommer og sol - duften af Viborg i 1. division'.

Niels Frederiksen og Ebbe Sand får også en travl transfersommer. Foto: Kenneth Meyer Sport og Spil Varm transfersommer venter: Sådan handler Brøndby, Randers & FC Nordsjælland

Se også: Selvsikker chef efter nederlag: - Vi smadrer dem på søndag!

Se også: Mirakelmager reddede Superliga-hold

13 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere