Pres på FCK: FCM kværner videre

FC Midtjylland fortsatte sejrsrækken med en helstøbt præstation i Aalborg

Frank Onyeka sørgede med kampens enlige scoring for, at FC Midtjylland vandt over AaB i Aalborg. Dermed var der pres på FCK før deres kamp mod SønderjyskE.

AALBORG (Ekstra Bladet): Den midtjyske sejrsmaskine fortsætter med at tromle derudad.

Med 1-0 på en svær udebane i Aalborg holder FC Midtjylland foden ubarmhjerteligt på FCK-struben.

Denne søndag var topholdets spil mere flydende end længe set, men minutterne omkring midtjydernes scoring var ganske sigende om hele efteråret.

Først var Scholz og Sviatchenko i samarbejde ved at forære en kæmpe chance væk, ikke at d’herrer har det for vane, men FCM slap med skrækken, da AaB’erne trampede chancen ud i sandet.

I sekunderne efter fløj Awer Mabil op i modsatte ende og skaffede et hjørnespark.

Her stod Erik Sviatchenko fuldstændig fri og pandede på stolpen, inden kuglen havnede hos en lige så fri Frank Onyeka.

Så var topholdet på 1-0…

Midtjylland leverede ellers en langt bedre offensiv indsats, end det har været tilfældet i størstedelen af efteråret. Kombinationerne flød, og spillet var direkte. Evander fungerede fornemt som fordeler fra den centrale midt, men de helt store chancer udeblev.

Det virkede alligevel til, gæsterne var komfortable. Ulvenes betondefensiv gav nemlig tæt ved ingenting til aalborgenserne, der ellers forsøgte at spille friskt fremad.

Så måtte værterne ty til afslutninger udefra, og Lucas Andersen var kort inde i anden halvleg ved at bringe balance i regnskabet, da han trak ind i banen fra venstre og fyrede kanonen af. Bolden brækkede på stolpen, og en ellers arbejdsløs Jesper Hansen kunne puste lettet ud.

Med 20 minutter igen var gæsternes tur til at træffe træværket.

Evander tryllede igen og kom til afslutning efter en fiks et-to med legekammerat Marcondes. Den pillede Jacob Rinne per refleks, men returen havnede hos brasilianeren, der trak bolden med bag om sig støtteben og tyrede på undersiden af overliggeren.

Evander sidder med nøglerne til den her FCM-offensiv...

AaB formåede aldrig rigtig at true i slutminutterne, og så kværnede FCM sig op på imponerende 38 point...

Nicklas Bendtners historie rummer dramatiske nedture og forsider af de forkerte grunde. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Råt for usødet: Så saftig bliver Bendtners bog

Se også: Comeback midt i sorgen: - Fylder mig med varme

Se også: Fynske målkonger slog til igen

Se også: Tvivlsomt straffe afgjorde chance-orgie

61 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere