Ramt af forbud: Sender spillerne hjem

OB ville træne på græs, men måtte ikke for kommunen. Så nu går klubben i den modsatte grøft

OB måtte onsdag sende spillerne hjem. Foto: Henning Bagger.
OB måtte onsdag sende spillerne hjem. Foto: Henning Bagger.

I løbet af én dag er OB gået fra én yderlighed til en anden.

Først var det meningen, at klubben som en af de første i Superligaen ville genindføre en form for fodboldtræning. Ganske vist kun med fem spillere ad gangen, men dog på græs og med bold.

Men så skrev kommunen, at det måtte OB ikke gøre på det kommunalt ejede anlæg, klubben havde tænkt sig at bruge. Så nu sender OB i stedet spillerne hjem uden arbejdspligt. Det skriver fynboerne i en pressemeddelelse.

- Tidligere i dag tog Odense Boldklub til efterretning, at der ikke må trænes på arealer ejet af Odense Kommune. Det medfører nu, at OB sender spillerne hjem på lønkompensation fra i dag. Klubben må således ikke sende træningsprogrammer længere, og der er heller ikke mulighed for behandling, lyder det fra OB.

Tidligere var spillerne også derhjemme, hvor de selvtrænede ud fra træningsskemaer, som klubben havde udstukket. Det må den ikke længere. Den må ikke så meget som forlange, at spillerne løber en tur.

Til gengæld kan OB få lønkompensation fra staten. Det er en del af hjælpepakken til nødlidende virksomheder. Det giver dog maksimalt 23.000 kroner pr. hjemsendte ansatte.

Det vil sige, at en spillertrup plus trænere som udgangspunkt vil indbringe 700.000-800.000 kroner i besparelse pr. måned. Hvilket dog langt fra dækker al deres løn. Resten skal klubberne selv betale.

Se også: Bare ærgerligt: Ulige vilkår i Superligaen
Se også: Kommune nedlægger forbud mod OB-træning
Se også: Coronakrise: Superligaklub kæmper for livet  
0 kommentarer
Vis kommentarer