Schwartz bomber Randers på andenpladsen

Topscoreren viste igen sit format i et opgør, hvor Silkeborg også havde sine chancer

RANDERS (ekstrabladet.dk): Med sin 12. sæsonscoring bombede Ronnie Schwartz Randers op på Superligaens andenplads, men det holdt hårdt for kronjyderne at bevare holdets status som ubesejret i det vinterlige forår.

3083 tilskuere på et iskoldt stadion så Silkeborg være tæt på udligning flere gange, og de så et gæstehold, der turde udfordre topholdet i egen hule, men Randers reddede en 1-0-sejr hjem.

Det påstås, at en af de ting, der kendetegner et ægte tophold er evnen til at vinde kampe, når spillet ikke fungerer optimalt.

Hvis man bruger den devise som udgangspunkt, cementerede Randers ikke bare sin status gennem avancementet fra tredje- til andenpladsen, men også gennem måden, det skete på.

For der var længere mellem de spillemæssige snapse, end man har set i mange af denne sæsons kampe.

Schwartz-scoringen faldt allerede efter syv minutter, men stod der rent faktisk Silkeborg på næsten det hele i resten af 1. halvleg - og det nedrykningstruede gæstehold spillede sig frem til flere gode muligheder for udligning.

Poulsen ramte stolpen
Bedste chance - og den var stor - havde Kasper Risgård, men selv om han fyrede af tæt under mål, fik David Ousted afværget med en benparade.

Randers-keeperen viste også klasse, da han resolut kom ud i benene på Marvin Pourie, så denne ikke kunne nå frem til en afslutning efter at have trukket sig fri i feltet.

Derudover havde Christopher Poulsen et skud på foden af stolpen, mens der til gengæld stort set ikke skete noget særligt oppe i Silkeborgs felt.

En enkelt halv chance blev det til, men Mads Fenger fik ikke timet tingene rigtigt, da han fik en chance for afslutning tæt under mål efter et hjørnespark, og alt i alt lignede hjemmeholdet rent spillemæssigt ikke et tophold i 1. halvleg.

I 2. halvleg kom der lidt mere glans over Randers - uden at det på nogen måde blev prangende.

Ronnie Schwartz kunne signere sig for det meste af det positive. Topscoreren kom frem til flere udmærkede afslutninger på en eftermiddag, hvor der også var grund til at notere plusser ud for David Ousted og midtbanespiller Elmar Bjarnasons navne.

Resultaterne fra 23. spillerunde i Superligaen:

FC København-AC Horsens 2-1 (1-1).
0-1 Charles Takyi (17. minut). 1-1 Cesar Santin (29. minut). 2-1 Claudemir (90. minut).
Tilskuere: 8.542.

AaB-FC Nordsjælland udsat pga sne

Randers FC-Silkeborg 1-0 (1-0).
1-0 Ronnie Schwartz (7. minut).
Tilskuere: 3.082.

AGF-OB 2-1 (1-1).
0-1 Emil Larsen (7. minut). 1-1 Anders Kure (8. minut). 2-1 Osama Akharraz (72. minut).
Tilskuere: 3.528.

Brøndby-FC Midtjylland 1-1 (1-0).
1-0 Quincy Antipas (41. minut). 1-1 Mads Albæk (49. minut).
Tilskuere: 6.068.

SønderjyskE-Esbjerg fB mandag 19.00

Topscorerlisten:
Andreas Cornelius FC København 16 mål
Aron Johannsson ex-AGF 14
Ronnie Schwartz Randers FC (1) 12
Nicolai Jørgensen FC København 11
Cesar Santin FC København (1) 10
Marvin Pourie Silkeborg 10
Nicklas Helenius AaB 10
Simon Makienok Brøndby (2) 10
Joshua John FC Nordsjælland 9
Kasper Kusk AaB 8

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere