Kasper Lorentzen savner marginalerne

Randers FC's Kasper Lorentzen tror stadig på overlevelse trods mandagens 0-4-nederlag til Brøndby

Nicolaj Agger nettede to gange, men Kasper Lorentzen tror stadig Randers klarer skærene (Foto: Hans Christian Jacobsen)
Nicolaj Agger nettede to gange, men Kasper Lorentzen tror stadig Randers klarer skærene (Foto: Hans Christian Jacobsen)

Randers FC er i krise efter at holdet mandag aften tabte 0-4 og nu er inde i en stime med seks kampe på stribe uden sejr.

Nederlaget til Brøndby blev cementeret i kampens slutfase efter et opgør, hvor Randers ellers var godt med.

- Vi prøvede, men det lykkedes ikke. Vi manglede marginalerne, men vi lukkede fire mål ind, og så var det svært. Vi må ikke lukke så mange mål ind, siger Kasper Lorentzen.

Randers er inde i en dårlig periode, og holdets spillere skal nu finde selvtilliden inden den afgørende fase.

- Vi må bare blive ved med at prøve. Vi har et godt kammeratskab, og vi må snakke tingene igennem. Vi skal hive hinanden op, for det nytter ikke at hænge med hovederne, siger Lorentzen.

Selvom klubben ligger side om side med AaB omkring nedrykningsstregen, er midtbanespilleren Kasper Lorentzen altså fortrøstningsfuld omkring situationen.

- Der er stadig meget, der kan ændre sig med en eller to sejre. Vi må være positive, og vi er trods alt ikke under nedrykningsstregen endnu. Vi skal arbejde videre, for det er stadig tæt i bunden, siger Lorentzen.