Randers er nu historiens ringeste

0-0 mod SønderjyskE placerer Randers FC med fem point efter 17 kampe. Så ringe har et andet superligahold aldrig været

Rasmus Hansen og José Junior i nærkamp. (Foto: Jesper Nørgaard Sørensen)
Rasmus Hansen og José Junior i nærkamp. (Foto: Jesper Nørgaard Sørensen)

Det er svært ikke at fatte en smule sympati for Randers FC-spillerne og deres fans.

Søndag blev det en flad nullert, 0-0, mod SønderjyskE i en tam oplevelse og dermed er kronjyderne kun noteret for fem sølle point efter 17 kampe.

Det er ét mindre en B1909 i sæsonen 1992-93, der indtil denne historiske søndag var Superligaens dårligste mandskab efter så mange kampe.

I Randers denne regnvåde søndag var der på alle fronter dømt bundkamp over Randers FC-SønderjyskE.

Fabricius ramte stolpen
Vejret, tilskuertallet, spillet og resultatet var ikke værd at komme efter.

0-0 endte herlighederne, hvis man kan tillade sig at gå til ekstremer.

Højdepunktet var Kenneth Fabricius' drøn af et stolpeskud med godt 20 minutter igen. Men ganske sigende var det endda indersiden af stolpen, den ramte, hvorefter den trillede på tværs uden at nogen fik fat i den.

Men set over 90 minutter var det en noget blandet fornøjelse på Essex Park.

Regnen tog til kampen igennem, og det var begrænset med 'Vi sejler op ad ååååeeen'-sange fra tribunerne, hvor kun godt 2.000 trofaste tilskuere var troppet op.

Gæsterne udviste i langt højere grad end hjemmeholdet overskud og tro på, at tingene lykkes. Noget der ikke ligefrem plager Randers FC dette efterår.

Krampe til debutant
Dog var det hjemmeholdet, der i de første 45 minutter tilspillede sig flest muligheder. Og José Junior må give et par omgange til julefrokosten for de afbrændere, han fyrede af undervejs. Blandt andet et frispark tidligt i kampen fra kanten af feltet, der burde have givet mere end bare en ballonbold, der fløj nogle meter over mål.

Randers-træner Ove Christensen havde givet 19-årige Nicolas Bøgild en plads fra start i angrebet og han arbejdede og sloges for sagen, så det må have været et wake up-call for resten af banden.

Endda så meget, at han afslutningsvis måtte have behandling for krampe.

Det hele ebbede ud i det rene ingenting, hvad gæsterne klart kan være mest tilfredse med. Forspringet ned til Randers FC er fortsat på hele 14 point.

Se holdopstillinger og en masse anden kampfakta her.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere