Randers FC tæt på pinlig rekord

Skraber bunden: Randers FC skal vinde mod SønderjyskE -  ellers er holdet det dårligste nogensinde i Superligaen

David Addy og Randers FC har brug for point mod SønderjyskE søndag - gerne tre af slagsen. (Foto: Claus Bonnerup)
David Addy og Randers FC har brug for point mod SønderjyskE søndag - gerne tre af slagsen. (Foto: Claus Bonnerup)
Inden John Faxe fik sparket i Randers FC, var bestyrelsesformand i Randers FC Holding A/S Peter Halvorsen ganske bramfri.

– Historisk ringe, kaldte han sæsonstarten.

Siden er hullet gravet endnu dybere.

Og i eftermiddag kan Randers FC rent faktuelt blive ’historisk ringe’.

Medmindre kronjyderne vinder bundgyseren over SønderjyskE, så vil Randers FC for eftertiden stå som det absolut ringeste hold ved Superligaens midtvejspunkt.

Uhørt
Intet hold har haft mindre end seks point på det her tidspunkt af sæsonen.

– Siger det ikke meget om det hul, som I ligger i, at I historisk set kan blive det dårligste hold i Superligaens historie?

– Jo, det gør. Det er helt uhørt at kun stå med fire point efter 16 kampe, men lige nu er det selvfølgelig hypotetisk, for jeg er overbevist om, at det bliver til syv point mod Sønderjyske, fastslår backen Søren Pedersen, der får en nøglerolle i kampen.

Han skal være med til at holde SønderjyskE-angrebet stangen og sikre, at Randers FC for første gang i et halvt år holder nullet i en Superliga-kamp.

– Den her kamp betyder alt. Det er ganske enkelt vind eller forsvind. Den skal vindes, hvis det skal være realistisk at snakke om overlevelse.

– Vi skal simpelt hen ud og bevise, at vi er gode nok til Superligaen. Vi skal bevise over for fans og sponsorer, at vi er et hold, der er værd at støtte efter nytår, erklærer Søren Pedersen.

Skal vinde de sidste to kampe
– Der er kun et hold, der har overlevet efter en sæsonstart, der tilnærmelsesvist har været lige så ringe som jeres. Det var Silkeborg i en sæson, hvor Lyngbys konkurs hjalp dem i bunden. Hvad siger det dig?

– Det siger naturligvis, at det er alfa og omega, at vi tager den første sejr mod SønderjyskE. Det er et hold, som vi burde kunne indhente otte point på.

– Otte point  ... Så forudsætter du, at I vinder de to sidste kampe i efteråret?

– Ja, det skal vi, hvis det her skal have realistiske udsigter. Har vi mere end otte point op ved pausen, skal vi tænke på noget andet end overlevelse. Så skal vi tænke mere langsigtet og begynde at bygge et nyt hold op med henblik på fremtiden, mener Randers-forsvareren.
0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere