Randers FC vil spendere millioner

Et flot regnskab gør, at Randers FC tager ulden ud af munden og melder aggressivt ud for det kommende transfervindue

Spillerne i Randers FC har stabiliseret klubben lige under toppen af Superligaen. Men om de alle sammen ligefrem jubler over udsigten til mere konkurrence om pladserne, er nok tvivlsomt. (Foto: Andreas Szlavik)
Spillerne i Randers FC har stabiliseret klubben lige under toppen af Superligaen. Men om de alle sammen ligefrem jubler over udsigten til mere konkurrence om pladserne, er nok tvivlsomt. (Foto: Andreas Szlavik)

Den jyske tilbageholdenhed kastes nu på møddingen i Randers. En solid egenkapital og et millionoverskud betyder tilsyneladende, at Randers FC tager spenderebukserne på i det kommende transfervindue.

Randers FC Holding A/S har på lidt over trekvart år fra stiftelsen den 12. september 2007 og til det netop aflagte regnskab den 30. juni 2008 haft et overskud på lidt over syv millioner kroner før skat.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse efter dagens generalforsamling.

- En fuldttegnet aktieudvidelse og velgennemførte investeringer i ejendomme og vindmøller har betydet, at Randers FC Holding A/S er kommet godt fra land, siger bestyrelsesformand Peter Halvorsen.

- Vi kan derfor allerede fra det kommende transfervindue blive en solid og stærk støtte til fodboldklubbens jagt på at opfylde de sportslige ambitioner.

- Så Randers FC kan allerede fra den kommende vinterpause begynde at trække på holdingselskabet, siger Halvorsen, der kan glæde sig over en egenkapital på knap 50 millioner kroner.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere