Berg sænkede FC Nordsjælland

Søren Berg sprudlede med to scoringer, da Randers på eget græs besejrede FC Nordsjælland 3-2

Søren Berg og Marc Nygaard var for stærke for FCN-forsvaret. (Foto: Andreas Szlavik)
Søren Berg og Marc Nygaard var for stærke for FCN-forsvaret. (Foto: Andreas Szlavik)

Anført af en sprudlende Søren Berg vandt Randers ligaens midterduel over FC Nordsjælland. Den fynske traktor pløjede selv to scoringer ind bag målmand Jesper Hansen i løbet af kampens første 18 minutter og var i slutfasen tæt på at levere den assist, der endegyldigt kunne have lukket en flot fodboldkamp. Men Bedi Buval headede fynboens indlæg på stangen og efterlod Jesper Hansen fanget i målnettet, så dommer Peter Rasmussen måtte give keeperen tid til at blive viklet ud af garnet...

Søren Berg scorede til 1-0 i kampens 10. minut, da Carsten Fredgaard fandt holdkammeraten ude på højre fløj. Søren Bergs første afslutning med højrebenet parerede Jesper Hansen i første omgang, men returen blev iskoldt sendt ind med venstrebenet.

Ni minutter senere scorede Søren Berg til 2-0 på et fornemt, langt lob over Jesper Hansen i en randrusiansk kontra.To minutter senere udnyttede Jonathan Richter dog en enorm åbning i det jyske forsvar og reducerede på Henrik Kildentofts indlæg. Blot seks minutter derefter øgede Marc Nygaard på et straffespark begået mod ham selv.

To angrebsivrige hold skruede lidt ned for blusset efter pausen, men Søren Christensen udnyttede dog en ny blottelse i Randers-forsvaret og bragte ny spænding ind i opgøret et kvarter før tid. Bedi Buval havde dog flere store chancer for at lukke kampen i slutfasen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere