Randers-spiller til prøvetræning i Fulham

Den unge Randers FC-spiller Emil Riis skal i den kommende uge træne med i Premier League-klubben Fulham

I denne uge venter der Emil Riis fra Randers FC en oplevelse af de helt store, når han drager tværs over Nordsøen og aflægger London et visit. Her skal han træne med hos Premier League-klubben Fulhams U/18-hold, ligesom han skal spille en enkelt kamp med U/16-holdet på lørdag.

Emil Riis er Randers' topscorer i U/17-ligaen efter syv mål i 12 kampe, og tidligere på efteråret kom han på tavlen i sin U/17-landsholdsdebut mod Østrig. Med sig til England tager han Randers' talentkoordinator Rasmus Berthelsen, og den unge angriber ser gevaldigt frem til turen.

- Jeg glæder mig til at opleve en anden fodboldkultur end den, vi har i Danmark. Det bliver spændende at prøve sig af mod de engelske spillere og opleve, hvordan man træner i en Premier League-klub. Jeg er vant træning på højt niveau fra vores hold i Randers Freja, men også fra afslutningstræning med Peter Elstrup, men håber selvfølgelig på også at lære noget nyt i Fulham, siger Emil Riis til klubbens hjemmeside. 

Han vil dog ikke være den eneste danske teenager i Fulham, eftersom U/21-landsholdsspilleren Lasse Vigen Christensen allerede er på kontrakt den engelske klub.

0 kommentarer
Vis kommentarer