Han var ikke i Superligaen længe, men Ricardo Moniz nåede så sandelig at sætte sit aftryk.
Den hollandske globetrotter kom til Randers FC i starten af oktober og blev fyret i slutningen af januar.
I mellemtiden blev han berømt for sin medvirken i Discovery-programmet 'Superliga Backstage', hvor han blandt andet blev kendt som træneren, der ofte henvendte sig til Perry Kitchen og sagde 'right, Perry'.
Kedeligt var det ikke, men Moniz' idéer vandt ikke indpas i det kronjyske, og resultaterne var dårlige. Han blev fyret før forårsstarten, men er nu igen i job.
Den 53-årige hollænder skal være cheftræner i den slovakiske klub AS Trencin.
- Efter en grundig analyse af klubbens præstationer den seneste tid, synes vi, det er en god idé med et sportsligt skifte, og vi har valgt at hyre Ricardo Moniz som cheftræner.
- Vi er overbeviste om, at klubben er klar til det, siger Trencin-direktør Robert Rybnicek i en meddelelse på klubbens hjemmeside.
Ricardo Moniz kom allerede i slutningen af sidste sæson til den slovakiske klub som konsulent og får altså nu ansvaret som træner i klubben.
AS Trencin er blandt de bedre klubber i Slovakiet og vandt mesterskabet i både 2014/15 og 2015/16.
I sidste sæson blev det dog kun til en femteplads, og det er formentlig også i det lys, at skiftet til hollandske Moniz skal ses.
AS Trencin er kendt som en klub, der satser på at udvikle unge spillere, og det var her, at FC Nordsjælland hentede Stanislav Lobotka tilbage i 2015.
I den kommende sæson spiller Trencin europæisk og er blandt de modstandere, som FC København og Brøndby kan møde i 3. runde af Europa League-kvalifikationen.
Det kræver dog, at Ricardo Moniz får sin nye klub helskindet igennem de første runder...
Hør, hvad den tidligere Randers-spiller Mads Agesen sagde om fyringen af Moniz:
Stemplet som en fiasko midt i farvel: Nu svarer udskældt boss igen