Efter 'kone-gate': Todd klar til nyt dansk job

Hvis tilbuddet er rigtigt, kan Colin Todd godt se sig selv i anden dansk klub, når han er fortid i Randers

Colin Todd er åben overfor en fremtid i dansk fodbold. (Foto: Ernst van Norde)
Colin Todd er åben overfor en fremtid i dansk fodbold. (Foto: Ernst van Norde)

For Colin Todd var lørdagskampen mod Hobro den første, efter det kom frem, at han stopper som cheftræner for Randers FC, når sæsonen slutter.

Han har længe vidst, at han var fortid i klubben, og han mener, at det var det rette tidspunkt at løfte sløret for beslutningen, da det kom ud tidligere på ugen.

- Det har taget et stykke tid, før beslutningen kom frem. Det har været aftalt i et stykke tid. Det kunne være kommet ud tidligere, men det blev det ikke. Nu løftede vi sløret, og det var det rigtige at gøre, fordi der allerede har floreret en masse rygter, siger Colin Todd.

- Det er en beslutning, som vi har været enige om, og det må man bare acceptere.

Se også: TV: Her dedikerer Randers-spiller mål til afdød landsholdsspiller

Colin Todd har tidligere sagt, at han så jobbet i Randers som sit sidste i trænerkarrieren, men han afslører, at han er åben, hvis det rette tilbud kommer på bordet.

- Vi må se, hvad fremtiden bringer. Jeg er stadig ung nok, det er der ingen tvivl om. Jeg har altid haft ambitioner om at arbejde med spillere.

- Det er ikke udelukket, at jeg fortsætter som træner. Det kommer an på, hvad der kommer til at ske. Min kone siger, at jeg ikke er klar til at gå på pension, griner Colin Todd.

Den engelske træner afviser ikke, at hans fodboldfremtid kan være hos en anden dansk klub, selv om han tidligere har udtrykt, at Randers var den eneste klub for ham herhjemme.

- Det hele er rent hypotetisk, men folk ved, at jeg er her til 29. maj, og hvis der sker noget efter der, så vil jeg se på det og tale med min kone om det.

- Der er selvfølgelig altid en mulighed for, at jeg kan komme til at træne et andet dansk hold, siger Colin Todd.

Christian Keller er ked af Colin Todds beslutning om at stoppe i Randers (Foto: Claus Bonnerup) Randers FC - 4. maj. 2016 - kl. 11:27 Todd stopper: Her er Kellers overraskende reaktion

I Randers-lejren er anfører Mads Fenger ked af, at Colin Todd er fortid i klubben efter denne sæson. Han vil gøre sit til, at træneren får en fin afsked med klubben.

- Jeg kan kun tale for mig selv, men det betyder meget for mig at give Colin en god afsked. Han har lært mig rigtig meget, og derfor vil jeg gerne give en god afsked. Det er vemodigt, at han stopper, for han har betydet meget for mig, siger Mads Fenger.

Det er den bizarre sag om Jonas Borrings eks-kone, der fandt sammen med holdkammeraten Christian Keller, der blev enden for Todd i Randers.

En enig trup bakkede op om Borring, der ikke ville spille sammen med Keller. Og det samme gjorde cheftræneren.

- Så længe jeg er cheftræner i Randers FC, kommer Keller ikke til at spille på førsteholdet. Det er min beslutning og kun min, udtalte Todd til TV2 Sport.

Det udsagn gjorde ikke englænderen populær på direktionsgangen, hvor bestyrelsen bad Todd om at tie stille og holde sagen internt.

- En enig bestyrelse finder Colin Todds udtalelser i konflikt med ledelsens løbende udmeldinger og dermed uacceptable. Colin Todd er i dag blevet gjort bekendt med bestyrelsens holdning og gjort opmærksom på, at lignende eksterne udtalelser ikke vil blive tolereret, lød det fra formand Svend Lynge Jørgensen dengang.

Se også: Randers må lede videre efter Todd-afløser

Siden meddelte parterne at samarbejdet slutter, og de fleste ventede, at træneren ville vende hjem til Storbritannien. Men han er altså parat til at tage endnu en tørn i Danmark.

Bookmakeren Bet25 havde gjort Johnny Mølby til favorit som ny Randers-træner, men han valgte forleden at forlænge med Viborg.

Næste opgave for Randers er hjemme mod Brøndby på torsdag. Netop Brøndby har endnu ikke ansat en træner fra den kommende sæson.

Se også: Efter turbulent forår: Todd stopper i Randers

Se også: Randers-holdkammerater: Rekordholder ryger til udlandet

Se alle målene fra FCN-Randers:

33 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere