Efter turbulent forår: Todd stopper i Randers

Colin Todd fratræder som cheftræner i Randers til sommer

Colin Todd stopper i Randers til sommer efter en periode med stor intern turbuens i klubben. (Foto: Lars Poulsen)
Colin Todd stopper i Randers til sommer efter en periode med stor intern turbuens i klubben. (Foto: Lars Poulsen)

Bølgerne er gået særdeles højt i foråret i Randers FC, efter hele balladen omkring Jonas Borrings ekskone og hendes nye forhold til Borrings holdkammerat Christian Keller ramte medierne.

En rystet Jonas Borring ønskede ikke at spille i Randers FC, så længe Keller også var i Kronjylland, og udgangen på hele balladen blev, at fløjspilleren blev opsagt i klubben og fik en fri transfer, og han har netop fundet ny arbejdsgiver i Brøndby IF.

Keller blev lagt for had mange steder, og miljøet i klubben var lettere betændt i dagene efter, afsløringen kom frem. Keller var ikke en populær mand blandt flere spillere i truppen, og heller ikke cheftræner Colin Todd var begejstret for Kellers optræden. Det fik ham til at melde markant ud:

- Så længe jeg er cheftræner i Randers FC, kommer Keller ikke til at spille på førsholdet. Det er min beslutning og kun min, udtalte Todd til TV2 Sport, der samtidig også stillede spørgsmålstegn ved ledelsens ageren omkring hele Borring/Keller-sagen.

Det udsagn gjorde ikke englænderen populær på direktionsgangen, hvor bestyrelsen bad Todd om at tie stille og holde sagen internt.

- En enig bestyrelse finder Colin Todds udtalelser i konflikt med ledelsens løbende udmeldinger og dermed uacceptable. Colin Todd er i dag blevet gjort bekendt med bestyrelsens holdning og gjort opmærksom på, at lignende eksterne udtalelser ikke vil blive tolereret, lød det fra formand Svend Lynge Jørgensen dengang.

Men bestyrelsen accepterede dog samtidig op om Todds beslutning om at holde Keller fra banen

Selvom roen angiveligt siden har lagt sig i Randers, så har briten længe lignet en færdig mand i klubben. Og ikke overraskende kom meldingen i dag fra klubben. Colin Todd stopper efter gensidig aftale hos de lyseblå og går i stedet på pension.

Trods al virakken afviser Colin Todd, at forårsballaden har haft nogen indflydelse på hans stop i klubben.

- Alting har en ende, og selvom mit helbred er fint, så lyver dåbsattesten ikke. Jeg fylder 68 senere i år, og både jeg og min familie synes, at det er tid til at gå på pension efter en lang karriere som spiller, manager og træner. Jeg ved, at min fratrædelse vil blive kædet sammen med nogle af de seneste hændelser i klubben.

- Selvom vi alle gerne havde været foruden disse hændelser, kan jeg helt ærligt sige, at ingen enkelt hændelse har udløst denne gensidige aftale. Jeg vil gerne takke alle i og omkring klubben for den opbakning, jeg har nydt gennem årene og benytter lejligheden til at ønske Randers FC alt godt fremover, lyder det videre fra Colin Todd på Randers FCs hjemmeside.

Se også: Udskældte og populære Todd hylder fansene

Randers takker Todd for hans mangeårige indsats for klubben.

-  Det er altid en udfordring, når en højt værdsat medarbejder fratræder - især når det er en person, der har haft så stor indflydelse på den succes, Randers FC har haft både på og uden for banen. Vi har indgået denne gensidige aftale på en professionel måde med fuld respekt for det arbejde, Colin har udført og ikke mindst de fodboldresultater, han har opnået med Randers FC.

- Colin er en del af Randers FCs DNA, og hans indsats for klubben vil være mærkbar i lang tid fremover. Vi takker oprigtigt Colin for hans bidrag i de mange år og ser frem til, at han leder holdet og det øvrige trænerteam resten af sæsonen, lyder det fra bestyrelsesformand Svend Lynge Jørgensen.

Nu gælder det jagten på en ny chef, og arbejdet er påbegyndt.

- Vi har startet søgningen efter en ny træner. Det bliver en spændende udfordring og samtidig en mulighed for Ole Nielsen og jeg til at sætte vores præg på det sportslige. Vi er overbeviste om, at Randers FC er en attraktiv klub for mange trænere. Vi kender præmissen om, at der allerede nu spekuleres i, hvem den kommende Randers FC-træner bliver. Det, vi kan sige er, at vi vil lave et grundig stykke forarbejde således, at det er den helt rigtige cheftræner, der er i Randers FC efter sommerpausen, siger direktør Michael Gravgaard

1 af 2 Colin Todd stopper i Randers til sommer (Foto: Lars Poulsen)
2 af 2 Colin Todd stopper i Randers til sommer efter en periode med stor intern turbuens i klubben. (Foto: Lars Poulsen)
68 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere