Fire positive pile: Derfor kan Randers få sølv

Colin Todds mandskab kan meget vel snyde FCK og Brøndby for sølvet - blandt andet takket være cheftræneren selv

Randers FC har – foreløbig – sat sig på andenpladsen i Superligaen.

De ligner en seriøs udfordrer til FCK i kampen om andenpladsen, mens Brøndby nu er syv point efter og får rigeligt at se til, hvis de skal indhente kronjyderne.

Her er fire bud på, hvorfor Randers FC fortsætter stimen og napper sølvmedaljerne.

1. Bredden

Fredag aften mod FC Nordsjælland savnede de Mikael Isah, Viktor Lundberg og Mads Agesen, men det kunne man slet ikke se. Reserverne – Jeppe Tverskov, Baye Djiby Fall og Nicolai Brock-Madsen – viste enorme kvaliteter på banen. De fik i hvert fald vist, at Colin Todd ikke skal klage over bredden i truppen.

2. Organisationen

Med Karl-Johan Johnsson som en af ligaens bedste målmænd og med et særdeles velorganiseret forsvar, giver kronjyderne ikke meget væk. De kom lidt under pres efter pausen, fordi de var i undertal. Men der er altid styr på organisationen. Kæderne er aldrig ude af balance.

Randers på 1-0 mod FC Nordsjælland

3. Cheftræneren

Colin Todd er måske ikke berømt som ligaens mest sprudlende træner. Meget konservativ i sin tilgang til tingene og altid i en 4-4-2 formation. Men han er klog, den rolige og afbalancerede englænder. Han ved, hvordan han skal få maksimalt ud af sit materiale.

4. Kellers rutine

Det vil være dumt at underkende kaptajn Christian Kellers betydning for mandskabets konstante udvikling. Han har en helt speciel evne til at tage temperaturen på kampen. Han er den centrale balancespiller, som mange trænere ville ønske de havde. Og så har han fået unge Nicolai Poulsen til at vokse ved siden af på den centrale midtbane.

Djiby Fall scorer til 2-0

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere