Hvad er nu det? Randers-makker hylder Pourié

Marvin Pourié scorede mod Lyngby og får ros for sin personlighed hos angrebs-kollegaen

Følg Fodbold
Følg Superligaen
Følg Randers FC

LYNGBY (Ekstra Bladet): I Silkeborg havde han ikke ligefrem nogen fanklub i omklædningsrummet.

Dér var holdkammeraterne glade for hans mål, men trætte af hans personlighed. Og til sidst opvejede det første ikke det andet. I Randers er de også glade for tyskerens mål, og tilsyneladende er der sket et eller andet med den selvbevidste angriber.

For holdkammeraten Marvin er ikke én, man er træt af. I hvert fald ikke endnu.

– Vi har ikke mærket noget til hans såkaldte personlighed. Han er en god fyr. Én som arbejder hårdt for holdet og sætter os andre i gode positioner.

– Han er meget vigtig for mig – og for holdet, sagde Mikael Ishak efter lørdagens 2-0-sejr over formstærke Lyngby.

Skal være oppe på tæerne
Marvin Pourié beviste begge dele mod oprykkeren. At han er vigtig for holdet og for Ishak. Han lagde op til svenskerens føringstræffer og scorede selv sit andet sæsonmål efter pausen.

De to hold bytter dermed plads i tabellen. Randers FC er på fjerdepladsen – à point med både Brøndby og FC Midtjylland – mens oprykkeren nord fra København ryger en smule sydpå i tabellen. 

Lyngby er nu nummer fem.

Randers-træner Ólafur Kristjánsson kunne glæde sig over en helstøbt holdpræstation i Lyngby, og at hans angribere endnu en gang viste farlighed efter svipseren i Horsens.

Pourié og Ishak jubler over førstnævntes scoring til 2-0 lørdag. (Foto: Lars Poulsen)
Pourié og Ishak jubler over førstnævntes scoring til 2-0 lørdag. (Foto: Lars Poulsen)
 

Den islandske træner har mange at vælge imellem til de to pladser i front – Ishak, Pourié, George, Lundberg og Mitrovic. Der er store egoer iblandt, men Kristjánsson ser ingen problemer i Randers. Højst luksusproblemer.

– Konkurrencen betyder, at de skal være oppe på tæerne alle sammen. Jeg synes, at de arbejder godt sammen, og det er ikke sådan, at de ikke spiller hinanden. 

– Det er jeg glad for. De har forstået, at hvis vi spiller godt, så gavner det også den enkelte, sagde Kristjánsson, der i august fik tilgang af Pourié, efter FC København tidligere på sommeren havde revet aftalen med den 25-årige tysker i stykker.

En god mand
Nogle mente, at Randers tog en chance, men er det tilfældet, så har det vist sig, at det var en chance, der var værd at tage.

– Det med alle rygterne om Marvin er nok bare sjove historier et eller andet sted. For den måde, som han er kommet ind i vores trup på, er det stik modsatte af, hvad vi har hørt. 

– Han præsterer på banen og begår sig fint i omklædningsrummet. Han er en god mand for os, sagde Ólafur Kristjánsson efter tre point, som der i den grad stod Pourié på. 

Mere fra Ekstra Bladet+

Vi kan ikke have en rigspolitichef, der lyver

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind