Målscorer Poulsen: Den var ramt perfekt

Nicolai Poulsen var stolt over sit flotte langskudsmål, der cementerede Randers-sejren over Esbjerg

Nicolai Poulsen er i denne situation efter Esbjergs Lasse Rise. til gengæld var han først på bolden ved scoringen til 2-0. (Foto: Anders Brohus)
Nicolai Poulsen er i denne situation efter Esbjergs Lasse Rise. til gengæld var han først på bolden ved scoringen til 2-0. (Foto: Anders Brohus)

ESBJERG (Ekstra Bladet): Randers-helten Nicolai Poulsen, 22, fornemmede, at der var noget godt på vej, da han fyrede kanonen af fra omkring 20 meter 35 minutter inde i kampen mod Esbjerg.

- Jeg kunne mærke, at jeg ramte bolden rigtig godt. Så det overrasker mig ikke, at den gik ind. Og det var naturligvis en stor lettelse at det skete. For det er et mål, som jeg har ventet på længe, sagde Nicolai Poulsen, der ofte et blevet punket af træner Colin Todd for sine manglende scoringer.

Forståeligt nok - for han spillede hele 67 kampe, inden nullet blev slettet.

Se også: Så fik Randers-talent endelig hul på bylden

Men så mange skal han ikke bruge, før han kan fejre sin næste fuldtræffer, lovede han både sig selv og holdkammeraterne i kølvandet på den 2-0-sejr, der sendte Randers op på Superligaens 3. plads.

- Jeg vil ikke sige, at jeg har været negativt påvirket af de manglende scoringer. For jeg har ikke tænkt sig meget over det. Men jeg har selvfølgelig arbejdet meget med afslutninger til træning - for det at lave mål er en kvalitet, som jeg meget gerne vil have lagt på mit spil. Og jeg føler også, at jeg har været tæt på mange gange, men lige manglet det sidste held, konstaterede han.

- Men nu hører det fortiden til. Og nu handler det om at få flere mål på kontoen, hvilket også kommer til at ske, sagde kronjydernes midtbanetalent.

1 kommentar
Vis kommentarer