Mikkel Thygesen færdig i Randers - rejser til Roskilde

Mikkel Thygesen stopper i Randers FC, da han vil jagte fast spilletid i en anden klub på højt niveau

Mikkel Thygesen nåede ikke at være længe i Randers FC - nu søger han spilletid et andet sted. (Foto: Mikkel Berg Pedersen)
Mikkel Thygesen nåede ikke at være længe i Randers FC - nu søger han spilletid et andet sted. (Foto: Mikkel Berg Pedersen)

Fodboldspilleren Mikkel Thygesen er fortid i superligaklubben Randers FC efter blot et bare måneder på kontrakt i den kronjyske klub.

På sin hjemmeside meddeler Randers, at man efter gensidig aftale har ophævet kontrakten med Thygesen, som ellers gik frem til sommeren 2017.

Det er mangel på spilletid, der har fået Thygesen til at søge væk.

- Jeg er i en periode af min karriere, hvor jeg vægter fast spilletid enormt højt, og selvom jeg ved, der ikke er garantier i fodbold, tror jeg på, der findes andre steder, hvor jeg kan forløse mit ønske om mere spilletid, siger Thygesen til Randers' hjemmeside.

Det har man haft forståelse for i klubben, siger sportschef Peter Christiansen.

- Mikkel har et overordentligt stort ønske om mere regelmæssig spilletid på højeste niveau, noget som vi af naturlige årsager ikke partout kan love ham eller for den sags skyld andre af vores spillere.

- Mikkel er et sted i sin karriere, hvor han ønsker at bidrage på et hold weekend efter weekend, og det ønske har vi valgt at være lydhøre overfor, hvorfor vi er blevet enige om at vores veje skilles per dags dato, lyder det fra sportschefen.

Kort tid efter Randers FC's pressemeddelelse kunne Roskilde FC fra 1. division fortælle, at klubben har skrevet kontrakt med Thygesen.

- Da FC Roskilde meldte deres interesse, så tog det ikke mere end et enkelt lille møde på en time, før vi var enige om at det var her jeg skulle fortsætte min karriere. Jeg er et sted i min karriere, hvor jeg føler FC Roskilde og mine ambitioner går godt i spænd, siger Thygesen til sin nye klubs hjemmeside.

30-årige Thygesen har tidligere optrådt for Frem, FC Midtjylland, tyske Borussia Mönchengladbach, Brøndby og Hobro.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.
Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

18 kommentarer
Vis kommentarer