Ny boss skal rydde op i Superliga-klub: 'Det er en kæmpe opgave'

Randers har handlet spillere for dårligt indikerer kommende sportsdirektør, før Superligaen genoptages

Søren Pedersen har tidligere tørnet ud for Randers som spiller. Foto: Ritzau Scanpix/Anders Brohus
Søren Pedersen har tidligere tørnet ud for Randers som spiller. Foto: Ritzau Scanpix/Anders Brohus

Indkøb og salg af fodboldspillere i Randers FC har været for tilfældigt i de seneste sæsoner.

Sådan må man tolke en udmelding fra den kommende sportslige og kommercielle direktør i Randers FC, Søren Pedersen.

- Her har vi de senere år måske ikke været grundige nok i vores ageren på transfermarkedet. Det skal vi tilbage til, og det er en opgave, jeg glæder mig utrolig meget til, siger Søren Pedersen i magasinet Randers FC.

39-årige Søren Pedersen begynder i jobbet 1. juni, men forinden tager han plads på bænken, når han i første omgang skal være assistenttræner for superligaholdet.

Den tidligere Randers-spiller tager over efter Michael Gravgaard, der i slutningen af januar sagde sit job op, og der bliver nok at se til.

- Vi har mange kontraktudløb til sommer, og det er en kæmpe opgave at vurdere, hvem der skal forlænges med, og hvem vi skal sige farvel til.

Blandt de spillere, hvis aftale udløber, er blandt andre profilerne Johnny Thomsen, Erik Marxen og Joni Kauko. Og eventuelle afgange kan selvfølgelig åbne op for mulige tilgange.

- Her skal vi gøre vores arbejde meget, meget grundigt og hente spillere, der både er sultne og har kvaliteten, siger Søren Pedersen blandt andet i magasinet.

Inden ansættelsen af Søren Pedersen fortsatte Gravgaard som midlertidig sportsdirektør, indtil det endegyldigt sluttede i begyndelsen af marts.

I Gravgaards tid som sportsdirektør blev tre trænere og en sportschef afskediget.

Senest var det hollandske Ricardo Moniz, der blev fyret som træner, efter at han var hentet til klubben af Michael Gravgaard. Herefter udpegede klubben Rasmus Bertelsen som midlertidig træner i resten af sæsonen.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at kontakte Michael Gravgaard med henblik på at få en kommentar til Søren Pedersens udtalelser.

Lørdag tager Randers imod Lyngby i nedrykningsspillet i Superligaen.

Her ligger Randers sidst i pulje 2 med 20 point, mens Lyngby har 21 point. Kronjyderne har inden nedrykningsspillet 11 point op til OB og Sønderjyske i puljen.

Se også: Tidligere Brøndby-spiller var ludoman: Kørte påvirket rundt for at hæve penge

Se også: Pengene fosser ud: Kæmpe underskud hos Superliga-bejler

Efter landskampspausen begynder de afgørende slutspilskampe i Superligaen. Foto: Anita Graversen Sport og Spil Status før slutspillet: Så stærkt står dit hold

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere