Ny Randers-bomber: 'Der var 50.000 dollar i hver pose'

Bankbogen blev fyldt til bristepunktet for Moussa Maazou under sit ophold i kinesisk fodbold, men Randers-angriberens familie kunne ikke holde forholdene i Kina ud

Randers' nye angrebsprofil Moussa Maazou har oplevet lidt af hvert i kinesisk fodbold. Især, hvor mange penge der er landet. (Foto: Ernst Van Norde)
Randers' nye angrebsprofil Moussa Maazou har oplevet lidt af hvert i kinesisk fodbold. Især, hvor mange penge der er landet. (Foto: Ernst Van Norde)

Den store og sjaskede tophue er trukket godt ned om ørerne, mens han langsommeligt lunter rundt med resten af Randers-truppen på træningsbanerne i de ydmyge rammer i Romalt.

Det er tydeligt, at den tågede og iskolde morgen ikke er Moussa Maazous livret, og da Randers’ fysiske træner, Peter Sand Sørensen, jager spillerne gennem en benhård sprintøvelse, springer den afrikanske angriber over, hvor gærdet er lavest, da han flere gange vender om halvvejs.

‘Moussa! Jeg holder øje med dig nu! Hver gang du snyder fra nu af, giver du mig 1000 Euro’, lyder det på klingende britisk fra cheftræner Colin Todd, der overværer øvelserne på sidelinjen.

Moussa Maazou smiler for sig selv og adlyder, men det er ikke, fordi han ikke har råd til at betale Colin Todd pengene og snyde et par gange yderligere til træning.

Se også: Drama: AGF kæmper sig tilbage efter kongekasse

Randers’ nye angriber kom nemlig til Kronjylland i februar efter en sæson i kinesiske Changchun Yatai, hvor han med egne ord nærmest svømmede i penge.

– Jeg vil ikke lyde smart, men jeg har ikke brug for flere penge i min karriere. Jeg er ikke i Randers for økonomiens skyld. Jeg tror ikke, der er mange, der helt forstår, hvor store penge der er i kinesisk fodbold disse år, siger Moussa Maazou og fortsætter:

– Når sponsoren i klubben, YaTai Construction Group, var tilfreds efter en sejr, dukkede der mænd op med to plastikposer til hver spiller i omklædningsrummet. Jeg fik et chok, første gang jeg så, at der var 50.000 dollar i hver pose. Det var ikke engang en del af lønnen, men bare ren bonus, siger Moussa Maazou, der også fik stillet en limousine, privatchauffør og hotelsuite til rådighed i Kina.

Se også: Brøndby i forsvarsproblemer mod OB

Derfor er det ikke størrelsen på lønchecken, der har bragt den nigerske angriber til Randers.

Derimod var et af de vigtigste kriterier for Moussa Maazous nye arbejdsplads, at det skulle være et sted, hvor familien kan trives. Det gjorde Maazous kone og to børn nemlig på ingen måde i Kina, og det var den direkte årsag til, at den guldrandede kontrakt blev revet i stykker efter blot et enkelt år.

– Hvis jeg ikke havde haft min familie at tænke på, var jeg blevet i Kina. Men min kone og mine børn var ikke glade. Der var ingen skoler, hvor fransk var hovedsproget, og det betød, mine børn ikke kunne gå i skole. Klimaet og forureningen var også en stor udfordring, og min familie flyttede til Paris efter kort tid. Nu vil jeg ikke undvære dem. De betyder langt mere end alle penge i verden, siger Moussa Maazou.

Se også: FCM-keeper snyder Viborg i overtiden

Derfor faldt valget på Randers, hvor familien Maazou har fundet sig tilrette i de trygge rammer. Den stærke angriber havde ellers lukrative tilbud fra Rusland og Ukraine, men der er ikke behov for flere store eventyr lige nu for Maazou, der har fået en kontrakt på 18 måneder i Randers.

– Jeg har været i CSKA Moskva, Monaco, Bordeaux og Portugal. Jeg er her for at genfinde mit niveau fra den tid, og det finder jeg kun, hvis min familie og jeg får stabilitet.

– Jeg har spillet med store navne som Gudjonsson, Diarra og Nenê, og selvfølgelig håber jeg igen at komme til en topklub i Europa, men nu drejer det sig om at komme i Europa med Randers og score en masse mål for klubben, siger Moussa Maazou, inden han spankulerer mod eftermiddagstræningen på den muldvarpeskudsramte træningbane i Romalt.

10 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere