Randers-direktør: Derfor er Christian Keller sat af

Den tidligere anfører Christian Keller er vraget til søndagens superligakamp mod Brøndby

Christian Keller på træningsbanen tidligere på ugen. (Foto: Anita Graversen)
Christian Keller på træningsbanen tidligere på ugen. (Foto: Anita Graversen)

Randers-direktør Michael Gravgaard smilede om kap med forårssolen, da han gik rundt på Brøndby Stadion før kampen.

Men han fandt alligevel alvoren frem, da Ekstra Bladet bad ham opsummere, hvilken situation, han aktuelt er landet i.

-Der er to aspekter, som vi har forsøgt at kommunikere ud hele ugen.

- Der er et menneskeligt aspekt, som alle kan forstå er sindssygt svært for alle parter og i særdeleshed Jonas Borring, som vi hele ugen ikke har set til træning. Det er en virkelig, virkelig trist sag.

- Men set fra et ledelsessynspunkt er vi nødt til at agere indenfor de rammer, der nu engang er. Derfor er vi glade for alle de input, der kommer fra aviser, trænerkolleger fra nær og fjerne.

- Du taler om kontraktlige forpligtelser?

- Jeg har været i dialog med Spillerforeningen hele ugen. Jeg mener ret beset, at vi som ansvarlig arbejdsgiver hverken kan eller vil træffe nogle forhastede konklusioner.

- Vi kan ikke bryde nogen regler omkring kontraktlige forpligtelser. Det prøver vi efter bedste evne at håndtere. Jeg ville ønske, at jeg kunne løse denne konflikt med et fingerknips.

En gruppe spillere har været hos træneren
- I møder frem uden Christian Keller i dag. Hvorfor?

- Det er jo trænerens opgave på dagen at stille det hold, der på dagen er klar til at løse opgaven. Det kan jeg konstatere, han ikke er, ja..

- En gruppe spillere har banket på for at fortælle ledelsen, at Keller ikke skulle spille?

- De har ikke været hos mig, men jeg kan da godt bekræfte, at der er nogle spillere, der har banket på trænernes dør.

- Så der er nogle grupperinger i truppen, der..?

- Det er bestemt ikke mit indtryk. Men det er klart, at der i en trup er nogen, der tager teten, og de input vi får derfra, lytter vi selvfølgelig til. Men det er alene træneren, der sætter holdet.

Dybeste sympati for Borring
- Jeg har ladet mig fortælle, at du har en særlig god relation til Christian Keller?

- Jeg har spillet fodbold sammen med ham i Viborg for ti år siden. Men i øvrigt har jeg en rigtig god relation til mange mennesker, jeg har mødt i det her fantastiske miljø.

- Men går det dig personlig på, at netop han er havnet i denne situation?

- Overhovedet ikke. Jeg har den dybeste sympati og medfølelse med Jonas Borring og i øvrigt alle andre, der er impliceret i det her. Uanset hvilken side af hegnet du står på, så er det bare en rigtig trist situation.

- Kan du overhovedet se for dig, at der kan blive plads til begge i truppen igen?

- Det håber jeg stadig på, men for hver time der går, og fronterne bliver trukket hårdere og hårdere op, jo sværere er det at bakke den anden vej. Jeg har ikke opgivet håbet om at finde fælles fodslag, men jeg må også erkende, at det her ser unægtelig svært ud.

- Og I har tilbudt den rette hjælp udefra til at løse situationen?

- Det var da noget af det første, vi i gangsatte. Selvfølgelig har vi gjort det, siger Michael Gravgaard.

Hør Christian Keller udtale sig om sagen her. (Video: Anita Graversen)

Her kan du også få Borring-vennen Alexanders Fischers udlægning af sagen (Video: Anita Graversen)

49 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere