Randers FC sendte søndag OB hjem med en ordentlig lussing, da Randers vandt 4-0 i nedrykningsspillets pulje 1 i Alka Superligaen.
Sejren betyder, at Randers nu er helt sikre på at skulle spille superligafodbold igen i næste sæson.
Derudover skal holdet nu spille playoffkampe om at snuppe en billet i kvalifikationen til næste sæsons Europa League.
Inden kampen var Randers i krise og havde blot hentet fem point i de seneste 12 kampe. Randers-profilen Kasper Fisker håber, at søndagens sejr bliver et vendepunkt for holdet.
-Det er da lidt mærkeligt, at vi inden kampen spillede for at undgå nedrykning, og 90 minutter senere går vi efter kvalifikation til Europa League.
- Jeg har aldrig spillet en kamp i Europa, så det er helt klart målet, siger Kasper Fisker.
Randers-direktør og sportsdirektør Michael Gravgaard ser ikke bare frem mod playoff, men kan også forberede næste sæson efter dagens overbevisende sejr.
-Vi kan begynde at planlægge næste sæson nu. Vi kan henvende os til spillere allerede nu, fordi det er afklaret, at vi ikke rykker ned.
- Spillerne kan ikke længere undskylde sig med, at vi først skal være sikre på overlevelse, siger Michael Gravgaard og fortsætter:
-Vi skal da drømme om pladsen i Europa League nu. Med det fremragende spil vi viste, kan vi godt tillade os at drømme om det.
Randers-træner Olafur Kristjansson er dog ikke enig og vil ikke begynde at fokusere på Europa League, som både Kasper Fisker og Michael Gravgaard gør det.
- Jeg er overhovedet ikke begyndt at tænke på Europa League. Sejren giver os ro de næste par uger, indtil vi begynder på playoff. Den giver ikke andet end det, siger Olafur Kristjansson.
Randers har to kampe tilbage i nedrykningsspillets pulje 1, inden det for alvor gælder i de afgørende playoffkampe.
Randers reddet efter ydmygelse af OB
Ærlig Horsens-træner: Det er en katastrofe for os
Kæmpe gennemgang af krisen: Sådan vil AGF redde sig i Superligaen