Superliga-profil: De skylder mig mange penge

Randers-angriber Mikael Ishak var i sidste sæson ejet af italienske Parma, og han oplevede allerede i foråret store problemer med den økonomisk trængte klub

Mikael Ishak mener, at han penge til gode i Parma. (Foto: René Schütze)
Mikael Ishak mener, at han penge til gode i Parma. (Foto: René Schütze)

I 90'erne havde den italienske klub Parma fantastiske navne som Gianluigi Buffon, Tomas Brolin, Faustino Asprilla, Fabio Cannavaro, Hernan Crespo, Dino Baggio og Lilian Thuram i truppen - for blot at nævne nogle af navnene.

Dengang var klubben en seriøs bejler til det italienske mesterskab, men meget vand er løbet under broen siden dengang, og nu befinder Parma sig i et sandt ragnarok.

Ud over at klubben er suverænt sidst i Serie A, er klubben i gigantiske problemer økonomisk, og det virker til at være et spørgsmål om tid, før klubben går konkurs.

 Præsidenten er blevet anholdt for blandt andet mistanke om hvidvaskning af penge, og flere af klubbens kampe er blevet udsat på grund af problemerne. Og så er der spillerne, som ikke får betaling for det arbejde, de laver.

Se også: Serie A-krisen uden ende: Præsident arresteret

I Randers FC sidder svenske Mikael Ishak og priser sig lykkelig for, at han i sommer tvang sig til et skifte væk fra Parma. Angriberen blev i sommeren 2013 købt af den italienske klub i FC Köln, og siden blev han udlejet til Crotone i hele sæsonen 2013/2014. Han nåede dermed ikke at spille for Parma, men han oplevede på egen krop - og pengepung - at der var problemer allerede i sidste sæson.

- Dengang jeg var ansat af Parma, var der mange spillere, der ikke blev betalt. Jeg blev heller ikke selv betalt til sidst. Jeg var udlejet og forsøgte at fokusere på at spille fodbold, men det er svært, når du spiller uden løn, fortæller Mikael Ishak til tipsbladet.dk og går i dybden:

- I Italien er lønsystemet anderledes end andre steder, hvor du får løn hver måned. Der bliver i stedet udbetalt løn hver tredje måned. Så i januar og februar ville jeg ikke få løn, det vidste jeg, men sidst i marts skulle jeg så have tre måneders løn. Det fik jeg bare ikke, siger Mikael Ishak.

I lejeaftalen skulle Crotone betale 20 procent af min løn, og de 20 procent fik jeg. Men de 80 procent, som Parma skulle udbetale, fik jeg ikke. Det er mange penge, jeg ikke fik, siger Mikael Ishak.

Se også: Tidligere topklub får fratrukket flere point

Mikael Ishak har fået en fornuftig start i Randers, som trods tre nederlag på stribe holder fast i 3. pladsen i Superligaen. (Foto: Jens Dresling)
Mikael Ishak har fået en fornuftig start i Randers, som trods tre nederlag på stribe holder fast i 3. pladsen i Superligaen. (Foto: Jens Dresling)

Den 21-årige svenske angriber, der har to landskampe på cv'et, fortæller, at han set i bagklogskabens lys aldrig skulle være skiftet til Parma, og at svenskeren agent begik en fejl. Men Ishak fortæller også, at der ingen problemer var at spore, da han tog til Parma for at se på forholdene og senere skriver under på en fireårig kontrakt.

- Min agent sagde, det ville være det bedste skifte for mig, og det var selvfølgelig svært at vide, at der var så store problemer i klubben. Men det ærgrer mig, for jeg ved, der var andre gode klubber ude efter mig. Da jeg kom ned til Parma, var det meget professionelt. Jeg mødtes med præsidenten, jeg blev vist rundt, og jeg blev tilbudt en god kontrakt. Der var en helt klar plan for mig, hvor jeg ville blive udlejet det første år for at udvikle mig, og så skulle jeg tilbage til Parma sæsonen efter.

- Men efter et halvt år kunne jeg se, at der var problemer. Jeg talte med de andre spillere (Parma-spillere udlejet til Crotone, red.), og de begyndte ikke at få løn. Det var meget få penge, vi fik, og klubben blev ved med at sige, at nu ville vi få løn, og at vi nok skulle få vores penge.

- Mange af dem, jeg kendte i Parma dengang, er også væk nu, og jeg er virkelig ked af at se klubben i sådan en forfatning. Det er en vidunderlig klub med gode traditioner, og det troede jeg jo også, jeg skulle være en del af, da jeg skrev under. Jeg er meget ked af det på både fans og byens vegne. Det er min gamle klub, og jeg synes stadig, at klubben og fansene er fantastiske, siger Mikael Ishak.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere