Superligaklub bekræfter: Alle går ned i løn

Alle ansatte i Randers FC går ned i løn i tre måneder, og det sportslige budget vil blive mindsket

Vito Hammershøy Mistrati og resten af Randers-truppen går ned i løn sammen med alle medarbejdere i hele klubben. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Vito Hammershøy Mistrati og resten af Randers-truppen går ned i løn sammen med alle medarbejdere i hele klubben. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Superligaklubben Randers FC meddeler tirsdag på sin hjemmeside, at samtlige ansatte i klubben går ned i løn de kommende tre måneder.

Det sker som konsekvens af coronapandemien, som betød en pause i dansk fodbold på flere måneder, og at klubben stadig ikke må lukke tilskuere ind til kampe.

- Vi er selvfølgelig kede af, at vi skal foreslå vores medarbejdere at gå ned i løn, for det er mennesker, der knokler hver eneste dag for at gøre Randers FC stærkere, siger administrerende direktør Henrik Jørgensen til hjemmesiden.

- Det er dog overvældende at mærke den opbakning, vi har fået til det fra såvel trænere og spillere som administrative medarbejdere.

Ekstra Bladet skrev mandag, at alle ville gå 15 procent ned i løn. Men i udmeldingen fra Randers fremgår det ikke, hvor stor nedgangen i lønnen er. Kun at den gælder samtlige ansatte i klubben.

Hele truppen står bag
Kronjyderne kæmper lige nu for at undgå nedrykning. Men selv om livet i 3F Superligaen skulle blive forlænget med mindst en sæson yderligere, får den økonomiske spændetrøje også konsekvenser for de sportslige armbevægelser.

- Det får selvfølgelig betydning for vores sportslige budget fremadrettet, men vi skal helt sikkert nok få sat et slagkraftigt hold sammen suppleret af vores egne unge og sultne spillere, siger sportslig og kommerciel direktør i klubben, Søren Pedersen.

Ifølge holdets anfører, Erik Marxen, var det ikke svært for spillerne at tilslutte sig den midlertidige lønnedgang.

- Hele spillertruppen står bag klubben og tænker på vores alle sammens fremtid. Det, synes jeg, er et stærkt signal, og det helt rigtige at gøre i en svær tid, siger han til randersfc.dk.

1 kommentar
Vis kommentarer