Uro i klubben: Derfor handlede Randers ikke

Der var mere brug for at få taget hånd om truppen og få ro i klubben, og derfor var Randers slet ikke aktive på transfermarkedet

(Foto: Ernst van Norde)
(Foto: Ernst van Norde)

Først var klubben ved at blive opkøbt af en investorgruppe fra udlandet, så sagde sportsdirektøren op, og investorgruppen trak sig fra Randers FC og købte i stedet FC Nordsjælland. Derefter blev en ny sportschef i Ole Nielsen ansat, så sagde administrerende direktør Hans-Peter Rasmussen op, og en ny blev ansat i form af Michael Gravgaard. Og i mellemtiden har der været spekulationer om Randers-træner Colin Todds fremtid.

Det har i sandhed været nogle turbulente måneder, Randers FC har været igennem på det seneste. Klubben fra Kronjylland arbejder nu benhårdt på at finde ståsted og ro i klubben. Det kunne man allerede se i transfervinduet, hvor Randers sagde farvel til to lejesvende, mens der ikke blev hentet nyt blod ind. Fokus var nemlig på at få ro i klubben internt, fortæller sportschef Ole Nielsen, der skiftede til Randers kort før det nye år.

- Jeg kunne fra dag 1 mærke, at det var noget, der havde fyldt i en længere periode, og at det var noget, der skulle lægges låg på, siger sportschef Ole Nielsen til tipsbladet.dk og forklarer:

- Vi havde et møde med spillertruppen, hvor vi forklarede situationen og talte om, at der nu skal kigges frem, og det var vi alle enige om. Og så handlede det om ro. Det er klart, at der også var noget uro og noget usikkerhed iblandt spillerne. Nu ved de, hvem der er i ledelsen, og så er fokus igen på Superligaen, siger Ole Nielsen.

Brøndby er styrket, og FCK er svækket i vinterens transfervindue, mener eksperterne (Foto: Lars Poulsen) Superligaen - 3. feb. 2016 - kl. 21:20 Eksperternes dom: Sådan gik det danske transfervindue

Usikkerheden blandt spillerne og måske også i administrationen gjorde altså, at Ole Nielsen blot sagde farvel til Patrick Da Silva, hvis lejeaftale ophørte, mens Piotr Parzyszeks blev ophævet.

- Jeg er ikke sikker på, at det havde været så sundt, hvis jeg som ny mand var kommet ind og havde lavet en masse forandringer fra dag 1 af. Det havde ikke været sundt, og derfor gik vi også efter et roligt vindue.

- Det giver også mig mulighed for at vurdere truppen frem til sommer. Det giver bedre indblik og overblik, for havde jeg gjort en masse i januar, havde det været på et spinkelt grundlag, siger Ole Nielsen, der også glæder sig over, at Colin Todd er tilbage i Danmark efter en rygoperation, der holdt ham i England frem til slutningen af januar.

- Det har da heller ikke været optimalt. Jeg kommer som ny, og Colin var i England, men sådan var situationen jo. Han var syg og blev opereret. Men det gjorde det sværere - heldigvis var Thomas Thomasberg (assistent, red.) med i møderne, og han kender spillestilen indgående. Og Colin Todd var med over telefonen, siger han.

Randers FC tager på træningslejr på søndag, og klubben jagter fortsat en ny angriber til truppen.

14 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere