Jakob Ankersen blev den helt store helt, da han seks minutter før tid bankede bolden i kassen og sikrede Randers alle tre point mod FC København.
Dermed fik han også givet klar besked til ledelsen i klubben, der ikke ser ud til at kigge stjernens vej.
For det gør de ikke. Overhovedet. Det fortæller kantspilleren efter mandagens 1-0-sejr.
- Selvfølgelig skulle jeg have startet inde. Jeg startede året på bænken og fik den skuffelse, for jeg føler selv, jeg er berettiget til at spille. Så tog jeg skeen i den anden hånd og var med til at spille os i top-6.
- Så fik jeg en skuffelse igen, da jeg fik at vide, at jeg ikke skulle spille i det her mesterskabsspil. Jeg fik heller ikke lov til at spille mod Aarhus, og så er det her vel det bedste svar.
Ingen kontakt
Ifølge Jakob Ankersen handler hans plads på bænken i høj grad om, at han har kontraktudløb til sommer og derfor snart ser ud til at være fortid hos kronjyderne.
- Der bliver satset på næste sæson, og hvem der skal spille der. Det er også forståeligt til et vist punkt, men jeg synes, vi skal gå efter at komme så højt i tabellen som muligt, og det gør man med dem, der har momentum, som jeg har haft.
- Jeg siger ikke, at de andre er dårlige. Jeg føler bare, jeg er den bedste.
Ankersen forklarer, at han har taget den ene skuffelse efter den anden med oprejst pande. Han har ikke sat sig over i hjørnet og surmulet.
Heller ikke, selvom klubben slet ikke har talt med ham om en mulig kontraktforlængelse.
- Jeg har udløb til sommer, så på det punkt er de i deres gode ret til at gøre det. Det eneste, jeg kan gøre, er at gøre som i dag og gribe chancen.
Har de henvendt sig til dig på noget tidspunkt?
- Jeg har ikke snakket med Randers, og jeg har ikke kontakt med dem. Jeg har ikke fået noget tilbud, og det er det eneste, jeg kan forholde mig til, siger Jakob Ankersen, der dog ikke udelukker noget.
- Jeg er åben for det meste. Jeg har ikke lukket noget som helst. Jeg kan kun forholde mig til, at vi ikke snakker sammen. Men jeg har ikke noget ondt at sige om Randers som klub overhovedet.
Randers-chef indrømmer
Og noget tyder på, at Jakob Ankersen har en pointe.
Cheftræner Rasmus Bertelsen erkender i hvert fald, at han også tænker frem i tiden, når han skal sætte sin startopstilling.
- Det spiller i hvert fald ind på den måde, jeg udtager holdet på. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Vi tænker også over, hvordan tingene skal sættes op ud i fremtiden, men så længe man byder sig godt til til træning, så har man en chance for at komme ind og spille, og det har han gjort.
Randers-træneren henviser til sportsdirektør Sørensen Pedersen i forhold til Ankersens kontraktsituation og vil derfor heller ikke afvise, at det er en spiller, der kan fortsætte i klubben.
- Jeg synes, han har mange gode kvaliteter både som menneske og som fodboldspiller, så det er jeg ikke afvisende over for.
- Men jeg er også fuldt ud med på, at klubben har et puslespil, der skal sættes sammen, og hvor vi i forvejen har nogle gode brikker.
Meget mere Superliga
Alle og enhver kan leje den bus, fodboldlandsholdet bruger, og det har en lidt kontroversiel type benyttet sig af. Hør mere i 'Sladderligaen' herunder eller i din podcast-app