Der var ingen varme omfavnelser eller udveksling af ord, da de to trænere efter kampen gav hånd uden at kigge hinanden i øjnene. Før slutfløjtet havde de to temperamentsfulde herrer nemlig været i en verbal infight, der handlede om et råd, Zorniger gav Riddersholm sidste år i Brøndby.
Det råd mindede Riddersholm ham om, da et Brøndby-frispark skulle afvikles i overtiden.
- Husk på, at du lærte mig en ting i Brøndby for et år siden. Du sagde, snak aldrig med dommeren. Lyt dog til dit eget råd!
I silende regnvejr sluttede søndagens Superliga-opgør på Ceres Park 2-0 til AGF. Brøndby havde undervejs fået en udvisning og lavet et selvmål. På trods af et overtag i spillet kunne, de til stor frustration for deres tyske træner, ikke få kuglen i kassen.
Og den frustration blev åbenbart for meget for Zorniger, der begyndte at diskutere med dommeren og enkelte fra Riddersholms tropper.
Det ville AGF-træneren ikke finde sig i, og han henviste insisterende Zorniger til at holde mund og lytte til sit eget råd.
Tyskeren bad ham i stedet om at tie stille, men Riddersholm fortsatte med at beskylde Zorniger for dobbeltmoral.
- Lyt til dit eget råd. Tal ikke med linjedommeren eller dommeren. Det lærte du mig for et år siden.
Diskussionen fortsatte et stykke tid ude på sidelinjen, hvor de to trænere var tydeligt irriterede på hinanden.
Med sæsonens anden sejr kravler AGF op i tabellen og ligger nu på en tiendeplads, mens Brøndby missede chancen for at bringe sig foran førerholdet FC Nordsjælland.
Ekstra Bladet har efterfølgende været i kontakt med Glen Riddersholm, der ikke ønskede at kommentere sagen yderligere.
Brøndby så rødt og snublede i Aarhus
Skuffet Zorniger uddeler skideballer til sine profiler