Rødt drama i Odense: Spejlglat Brøndby-triumf

Brøndby vandt 2-0 i forårspremieren i Odense, og de er nu tæt på en sikker plads i den top-seks, der ser svær ud for OB

Også Aab løb afsted med en 2-0 sejr ude over Silkeborg, da Kasper Kusk viste gode takter. Video: Discovery

ODENSE (Ekstra Bladet):I tre sæsoner med grundspil og slutspil har 37 point aldrig været for lidt til at komme med blandt de øverste seks, og med Brøndbys 2-0-sejr i Odense i forårspremieren, så er de blågule oppe på 35 point, og al snak om en misset plads i top-seks må så småt fordufte med fem kampe tilbage. For OB med blot 27 point ser det straks sværere ud nede på niendepladsen.

På en spejlglat bane i Odense havde Brøndby marginalerne på sin side, og to spillere, der ikke hidtil havde scoret i sæsonen, slog til.

Lasse Vigens afslutning fra kanten af feltet syv minutter inde i anden halvleg ramte en OB-fod og ændrede fuldstændig retning, og så var Oliver Christensen i det fynske mål fuldstændig chanceløs, og Brøndby på 2-0.

Der var masser af drama i opgøret. Foto: Lars Poulsen
Der var masser af drama i opgøret. Foto: Lars Poulsen

Allerede efter syv minutter i første halvleg kom Brøndby på sejrskurs, da et hjørnespark blev snittet videre, og en uheldig tæmning fra Alexander Juel Andersen serverede bolden for fødderne af Anthony Jung, der helt tæt under mål kunne score et af karrierens letteste mål i tomt bur.

De 9.675 tilskuere på et blæsende og regnfuldt stadion i Odense fik også dramatik for pengene. Det skete kort før pausen, da OB-angriber Issam Jabali stemplede Andreas Maxsø midt på banen, men dommer Michael Tykgaard nøjedes med gult kort i en af de situationer, der formentlig vil blive gennemset af VAR i næste sæson, for et rødt kort kunne sagtens være givet.

Niels Frederiksen nåede at tage sig til hovedet i frygt for, at Maxsø var alvorligt skadet, og han sendte straks Anton Skipper til opvarmning, men Maxsø kom på benene igen, og Skipper måtte vente med at komme ind til Simon Rosted senere gik ud med en skade.

Hos OB var Issam Jabali med i flere farlige ting, men angriberen manglede den sidste skarphed, og så var de syv mål, der gjorde ham til Superliga-topscorer i vinterens træningskampe pludselig ligegyldige.

Det blev til flere grimme tacklinger. Foto: Lars Poulsen
Det blev til flere grimme tacklinger. Foto: Lars Poulsen

Forhåbentlig går det ham ikke lige så dårligt som, Youssef Toutouh, der blev sidste vinters træningstopscorer, men fik et skidt forår og siden fik kontrakten ophævet i AGF.

Mod Brøndby havde Jebali en enkelt gang bolden i nettet, men det var sidenettet, og til trods for stor jubel fra hjemmepublikummet talte ikke, og så kunne Brøndby holdet nullet, som de har gjort i alle de minutter i træningskampene, Andreas Maxsø har været på banen denne vinter.

Hos Brøndby manglede man 25 fra salgene af Kamil Wilczek og Dominik Kaiser, men mens Samuel Mraz ikke imponerede særligt i front, så var det en lovende debut til blot 18-årige Anis Ben Slimane, der med sin fysik vandt mange bolde på midtbanen, hvor den jævnaldrende Morten Frendrup havde det en anelse sværere.

OB fik kort gejsten tilbage med indskiftningen af den islandske debutant Aran Elis Thrandarson, men kort efter kom Brøndbys 2-0, og da indskiftede Lund også blev udvist i slutfasen var det umuligt for fynboerne at komme tilbage, og Oliver Christensen i OB-målet forhindrede i et par situationer en tredje Brøndby-scoring, mens OB-afslutninger oftest røg lige uden om Marvin Schwäbes mål.

Brøndby er nu blot en enkelt point efter AGF i kampen om tredjepladsen, mens OB har tre point op til top-seks, men med fem runder tilbage bliver det sværere og sværere at nå det slutspil, som er det store mål.

OB-Brøndby i billeder

1 af 11 
2 af 11 
3 af 11 
4 af 11 
5 af 11 
6 af 11 
7 af 11 
8 af 11 
9 af 11 
10 af 11 
11 af 11 

356 kommentarer
Vis kommentarer