Rystet politiformand om FCK-banner: Hvad er det for et samfund?

Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, er rystet over de bannere, der var i Parken søndag, der blandt andet refererede til Peter Madsens ubåds-sag

Ekstra Bladets Brøndby- og FCK-kendere diskuterer derbykampen, hvorunder duellanternes fangrupperinger igen gjorde uheldigt opmærksom på sig selv, hvis man spørger politiforbundets formand.

Søndag fandt det største opgør i dansk fodbold sted, da FC København tog imod Brøndby IF i Parken. Der blev uddelt hårde tacklinger på banen, hvor det var gæsterne, der kunne tage de tre point med hjem til vestegnen.

Det var dog ikke kun inde på banen, at der var en ’ond’ stemning. På tribunerne var der også flere hårde budskaber i form af bannere fra de to holds fangrupper, og de budskaber var rettet imod politiet, der havde indført flere restriktioner i kølvandet på den voldsomme ballade, der var sidst de to hold mødtes på Brøndby Stadion. Blandt andet at kampen skulle spilles klokken 12.

Se også: Ståle og FCK prøver noget nyt efter derby-nedtur: 'Det er et stort knæk'

To bannere fra FCK-enden lød:

- På trods af bandekrig, skattesvig og parteret kvindelig… Er fodboldfans stadig fjende nr. 1 hos det danske politi.

Det budskab får i den grad formand for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, til at ryste på hovedet. Først udtrykte han sin klare forundring på Twitter, og nu uddyber han over for Ekstra Bladet.

- Jeg synes jo, det er helt vildt. Det er rystende, at man kan finde på at skrive sådan og så stå så mange mennesker og demonstrere. Jeg ved ikke, hvad det er for et samfund, vi er ved udvikle efterhånden, siger han.

En Twitter-bruger har fanget et billede af FCK-tilhængernes bannere

 

Flere har skrevet til Politiformanden på Twitter, at tilhængere ikke nødvendigvis kender budskabet på de bannere, de holder op, men den undskyldning imponerer ham dog ikke.

- Det virker koordineret, for de hænger jo sammen de to bannere med fortløbende tekst. Der er vel 50 mennesker, der løfter de her to bannere op, vil jeg tro, og så kan det godt være, at nogle siger, at de ikke ved, hvad der står, men det har jeg svært ved at tro på. Det er jo ikke én person, der har siddet og skrevet den her lange tekst.

Der mangler moral
Brøndbys tilhængere havde også medbragt budskaber rettet mod politiet. Blandt andet et stort banner af en politibetjent, der gemmer sig under en dyne, hvor der stod: ’Chef, jeg kan ikke arbejde i dag – det er jo mørkt.’

- Dansk politi prøver at gøre, hvad vi kan, og vi bruger uforholdsmæssigt meget tid på fodboldkampe for at afvikle dem, så alle kan komme til fodbold. Og med de optøjer vi så på Brøndby Stadion sidst, så er det vel helt legitimt, at man prøver at afvikle kampen i dagslys, så det er lettere at overskue, hvad der sker, siger Claus Oxfeldt til Ekstra Bladet.

Claus Oxfeldt er rystet over de bannere, der blev vist i Parken. Foto: Cicilie S. Andersen/ritzau/
Claus Oxfeldt er rystet over de bannere, der blev vist i Parken. Foto: Cicilie S. Andersen/ritzau/

Der var som nævnt en masse restriktioner på, hvad tilhængerne kunne få med ind i Parken, men Claus Oxfeldt er dog ikke skuffet over, at de mange bannere har fundet vej til tribunen.

- Nej, det er jeg ikke, det er jo ikke et sikkerhedsmæssigt problem. Det er bare moral, der ikke er til stede blandt de tilskuere, som jeg ser det. At man henviser til det forfærdelige ubådsdrab og tror, at vi prioriterer fodbold højere end sådan en sag… jamen, jeg tager mig til hovedet, lyder det fra Claus Oxfeldt.

Brøndbys protest, der heller ikke imponerer Claus Oxfeldt

Selvom bannerne har rystet Politiforbundets formand, så kan han dog glæde sig over det, der fra politiets side har været en vellykket afvikling af derbyet.

- Bestemt, helt sikkert. Det er da godt, og så er det måske det, der skal til, at det holdes i dagslys, men det er da skrækkeligt, at der skal tages så mange forholdsregler. Jeg er selv fodboldinteresseret, men det er altså kun fodbold det her, det handler ikke om liv eller død, slutter Claus Oxfeldt.

Resultatet af kampen betyder, at Brøndby indtager Superligaens førsteplads med hele 11 point ned til FC København.

Se også: Brøndby brød derby-forbandelsen: Første sejr i Parken i 4796 dage!

374 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere