Sådan blev han Superligaens nye lønkonge

Rasmus Falk blev med sin kontraktforlængelse i december den bedst betalte spiller i Superligaen

Da Rasmus Falk i december forlængede sin aftale med FCK, blev han den bedst betalte spiller i Superligaen. Søndag aften hentede han og FCK med nød og næppe point mod AGF hjemme i Parken.

Superligaens nye lønkonge hedder Rasmus Falk. 

Den 29-årige landsholdsspiller har sikret sig for livet med sin seneste aftale med FC København og overhalet Andreas Bjelland som den bedst betalte spiller i ligaen.

Rasmus Falk forlængede i begyndelsen af december sin aftale frem til sommeren 2025, og da den nye aftale trådte i kraft fra nytår, fik kan en klækkelig lønforhøjelse. 

Her kan du se, hvor meget Falk og resten af Superligaens Top 10-spillere tjener
Her er Superligaens lønkonger: top 1-10

Samlet set er der tale en aftale til en værdi af omkring 40 mio. kr., og desuden er fynboens bonusser også forbedret i den nye aftale. 

Træner Jess Thorup ser Rasmus Falk som en helt central del af fremtidens FC København, og det er blandt andet i det lys, at rekordaftalen skal ses.

Rasmus Falk er en af Jess Thorups absolutte nøglespillere i FCK, og det var helt afgørende for den nye FCK-træner at få en forlængelse på plads. Foto: Lars Poulsen
Rasmus Falk er en af Jess Thorups absolutte nøglespillere i FCK, og det var helt afgørende for den nye FCK-træner at få en forlængelse på plads. Foto: Lars Poulsen

Der er dog en anden helt konkret grund til, at forlængelsen er kommet på plads nu.

I sin tidligere aftale havde den kreative midtbanespiller en klausul, der betød, at en interesseret klub til sommer kunne købe ham for i underkanten af en mio. euro (ca. 5,5-6 mio. kr.) 

Dermed sad han med en trumf på hånden under kontraktforhandlingerne med FCK.

Det var afgørende for københavnerne at få fjernet den lave frikøbsklausul. Det er nu sket, og det er igen FCK, der sætter prisen på Falk.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var hans årsløn inden forlængelsen i omegnen af 5,5 mio. kr. I dag er den langt højere.

Rasmus Falk føler sig hjemme i København, hvor han har været siden 2016. Foto: Lars Poulsen
Rasmus Falk føler sig hjemme i København, hvor han har været siden 2016. Foto: Lars Poulsen

Rasmus Falk har tidligere talt åbent om, at planen var udlandet, men tidligere manager Ståle Solbakken ville ikke slippe ham.

Ekstra Bladet erfarer, at FCK sidste år afslog henvendelser fra klubber, der var parate til at betale over tyve mio. kr. for Falk efter en imponerende europæisk kampagne.  

Det kom ikke til konkrete forhandlinger, da Ståle Solbakken afviste dem på stedet. 

Han ville ikke af med Falk og kunne tillade sig at sige nej, da frikøbsklausulen på det tidspunkt ikke var trådt i kraft.

Den 29-årige fynbo kom til FCK fra OB på en fri transfer tilbage i sommeren 2016, og han er foreløbig noteret for 192 kampe og 22 scoringer for hovedstadsklubben.

Her kan du se, hvad de 50 bedst lønnede spillere i Superligaen tjener.