Sådan tackler din klub coronapausen

Superliga-klubberne håndterer pausen vidt forskelligt. Tipsbladet.dk giver dig overblikket.

Superligaklubberne har forskeliige måder at håndtere coronakrisen på. Foto: Jens Dresling
Superligaklubberne har forskeliige måder at håndtere coronakrisen på. Foto: Jens Dresling

Dansk fodbold er lukket ned. Sådan da.

For mens hverken Superligaen, divisionerne eller serierne afvikler kampe, træner nogle af holdene stadig. Andre har sendt deres spillere hjem. Og nogle ved endnu ikke, hvordan de skal håndtere situationen.

Tipsbladet.dk gennemgår her de 14 Superliga-klubber og ser på, hvad de har meldt ud om de kommende to uger, hvor ligaen ligger stille, mens nationen forsøger at undgå smitte med coronavirus.

AC Horsens:
Klubbens kommunikationschef fortæller, at trænerteamet i skrivende stund planlægger og overvejer, hvad holdet skal gøre.

AGF:
Holdet skulle have spillet mod Randers FC i aften, men kampen er aflyst. I stedet har spillerne fri. Klubben ved endnu ikke, hvordan de kommende dage og uger forløber for førsteholdet. Al ungdomstræning er dog midlertidigt stoppet, og administrationen er lukket.

Brøndby IF:
Klubbens træninger er lukkede for offentligheden, indtil den melder andet ud.

Esbjerg fB:
Alle Superliga-spillere er sendt hjem i 14 dage med individuelle træningsplaner. Også akademiet og administrationen lukker ned.

FC København:
Endnu tyder det på, at aftenens Europa League-kamp mod Istanbul Basaksehir spilles som planlagt. FCK forventer dog, at returopgøret i Parken om en uge ikke kan spilles som følge af myndighedernes tiltag.

FC Midtjylland:
Superliga- og U19-holdene træner videre - men godt isoleret, som Herning Folkeblad formulerer det.

Klubben ved endnu ikke, om Youth League-kampen mod Ajax på tirsdag spilles.

FC Nordsjælland:
Træningen fortsætter, men kun 'få gange i ugen'.

- Dog bliver det i mindre grupper og mindre hyppigt end normalt. Træningen er frivillig for hver enkel spiller, skriver klubben på sin hjemmeside.

En række ungdomsspillere fra Ghana, der var på besøg i Farum, sendes desuden hjem og går i 14 dages frivillig karantæne. Al akademitræning sættes på pause.

Hobro IK:
Spillerne træner videre som normalt, men administrationen kører med minimumsbemanding, siger formand Lars Kühnel til Nordjyske.

Lyngby BK:
Har endnu ikke meldt noget ud.

OB:
Træning for både Superliga- og akademiholdene er sat på pause de næste to uger.

Randers FC:
Superliga-spillerne holder fri resten af ugen, men træner normalt fra mandag. Al ungdomstræning er dog suspenderet, og ansatte i administrationen arbejder hjemmefra.

Silkeborg IF:
Superliga-holdet træner fredag og holder fri i weekenden. Derefter genovervejer klubben situationen, alt efter hvordan myndighedernes anvisninger udvikler sig.

SønderjyskE:
Truppen holdet fri resten af ugen. Trænerteamet beslutter derefter, hvordan den kommende halvanden uge skal udforme sig. Al ungdomstræning er sat i bero.

Haderslev Idrætscenter, hvor holdet normalt træner, er dog lukket, så hvis førsteholdet skal træne, bliver det et andet sted.

AaB:
Spillerne har taget deres tøj og udstyr med hjem. Klubben ved endnu ikke, hvordan - og om - træningen kommer til at foregå i de kommende uger.

Gode corona-nyheder: Kahlenberg er rask igen

Superliga-klub sender alle spillere hjem

FC København spiller som planlagt: Ingen ændringer fra UEFA