Samba-chok i Brøndby: Dukket af oprykkere

Vejle bliver en berigelse for Superligaen, hvor de rapfodede teknikere også præsterede at tage point fra Brøndby – der nok er knap så tilfreds med løjerne søndag aften

Vejle har fået en kanonstart på livet i Superligaen. Foto: Jens Dresling
Vejle har fået en kanonstart på livet i Superligaen. Foto: Jens Dresling

BRØNDBY (Ekstra Bladet): Der er saft Sousame drøn på det Vejle-mandskab!

Det kan godt være, at mange af drengene ikke taler heeelt samme dialekt som Tommy Troelsen og Thomas Gravesen, og det ville også være løgn at påstå, de decideret har fået deres opdragelse i det, man i gamle dage yndede at kalde talentfabrikken i Nørreskoven.

Men hold kæft hvor spillet ligner det, man forbinder med lige præcis den rødblusede historie, så hjerteligt velkommen til Superligaen, hvor vi jo nok kan trænge til letbenet cancan udført med tempo og teknisk snilde oven på et VM, hvor dansk fodbold let kan komme til at ligne en krig udført på larvefødder kontra ballet.

Brøndby var også særdeles gæstfrie i kampen start, hvilket helt med garanti hverken var planlagt eller tilsigtet. Gæsterne stillede uimponerede til start trods den massive pibekoncert til velkomst, spillede kvikt og præcist uden om de indledningsvist mere gumpetunge folk fra Vestegnen, og allerede efter syv minutter kunne en af banens mindste hoppe højst og heade jyderne i front.

Brasilianske Allan Sousa har formentlig teknikmærket i guld med egeløv og det hele, men den klejne 22-årige brugte dog simpel og rå fysik, da han sprang forbi en desorienteret Anthony Jung, der begik den tredje Brøndby-bommert på stribe og blot kunne se brasseren heade kuglen i kassen til noget af en lammer for de mange gulklædte fans på lægterne.

Forinden blev Johan Larsson fuldstændig sat i højresiden af Viljormur Davidsen, og Paulus Arajuuri lignede også en lettere strandet hval, da Jacob Schoop tog et træk og lagde bolden tilbage til Davidsen, der lagde bolden perfekt i panden på Allan Sousa.

Det blev startskuddet til en livlig første halvleg, hvor de rapfodede vejlensere med førstegangs-afleveringer og imponerende præcision skabte masser af overtal i den ende, hvor de heftigste Brøndby-fans står – og hvor ikke én eneste fotograf havde valgt at satse på nærbilleder af jublende jyder!

Imed Louati kunne med lidt mere speed have øget til 2-0, og minsandten om det ikke også lykkedes frontangriberen at nå højest – fra stående – og sende et hovedstød mod mål, og kun et tigerspring af den ny målmand Marvin Schwäbe forhindrede endnu en jysk kasse.

Det var kamp ét efter Christian Nørgaards skifte til Fiorentina, og det kunne ses. Hjörtur Hermannsson slap vel hæderligt fra at overtage rorpinden som bageste mand i diamanten, hvis man kun vurderer ham på tacklinger og vundne nærkampe. Men offensivt ligner han ikke løsningen, og han blev i pausen erstattet af Kasper Fisker, mens Lasse Vigen blev sat ind i sekser-rollen.

Brøndby og Ante Erceg skuffede mod Vejle. Foto: Liselotte Sabroe
Brøndby og Ante Erceg skuffede mod Vejle. Foto: Liselotte Sabroe
 

Brøndby fik dog mast sig frem på banen og havde fine forsøg og såmænd også en scoring af Anmte Erceg, der dog var hårfint offside – og lykkedes med at brokke sig til et gult kort, han ellers tilsyneladende netop var sluppet for.

Brøndby-scoringen faldt dog i det sidste officielle minut af første halvleg, da Kamil Wilczek fladt bankede bolden i nettet på Simon Tibblings fremragende stikning.

Det blev så startskuddet til en helt anden og markant Brøndby-dominans efter pausen, uden at de gulblusede dog fremprovokerede kæmpe chancer mod de stedse mere trætte gæster. Vejle havde oven i købet et par grovkornede forsøg små ti minutter før slut, hvor den tidligere Brøndby-spiller Gustaf Nilsson såmænd var tæt på, men måtte se sit forsøg blive pareret til hjørne.

Brøndby lagde et enormt tryk helt inde i fem minutters overtid, og Johan Larsson var tæt på at score et af sine sjældne mål, men forsøget blev viftet til hjørne. Og det var så det. Når Brøndby spiller 1-1 mod en flok oprykkere, er det sidste fløjt ikke det, der kommer fra dommernes fløjte – men fra de sporadisk piftende Brøndby-fans i den hårde ende.

Se også: AGF redder point mod FCN-knægte

Se også: Teenage-talent strålede i OB-comeback

Horsens fik reddet det ene point i slutfasen. Foto: Mads Dalegaard/Ritzau Scanpix Superligaen - 22. jul. 2018 - kl. 14:07 Dramatisk afslutning: Horsens reddet af straffespark

300 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere