Scorer den store tv-bonus

Det flotte slutspil sender AGF op blandt Superligaens sværvægtere. FC Midtjylland scorer flest tv-penge af alle

- Ingen af de medaljer bliver hængt på et stakit udenfor Aarhus, bemærkede en ekspert i studiet spydigt med henvisning til FCK's Viktor Fischer, da GF'erne fik overrakt bronzen.

AGF'erne må belave sig på, at sæsonen byder på nok en kamp efter bronzen blev overrakt søndag.

Men et sted er sæsonen slut. TV-pengene skal fordeles efter slutspillets afslutning, og det er en kæmpe optur for De Hvide.

Klubben er meget tæt på at rykke forbi Brøndby, når sæsonens tredje og sidste portion skal udbetales. Vestegnen er begunstiget af lukrative tv-valg, hvilket sikrer de blå-gule omkring fire mio. kr., hver gang der udbetales tv-penge.

Det giver klubben et solidt udgangspunkt i kampen om tv-pengene, hvor det typisk kun er mesterskabsbejlerne, der giver Brøndby baghjul.

Men AGF kunne have vippet Brøndby væk fra tredjepladsen, hvis de havde taget en sejr mere i slutspillet end de gjorde. Nu ender aarhusianerne med at hæve 9,2 mio. kr. i sidste tv-bonus - sølle 400.000 kr. mindre end Brøndby.

Det får klubberne i sæsonens sidste fordeling af tv-penge

1. FC Midtjylland 12 mio. kr.

2. FC København 11,2 mio. kr.

3. Brøndby 9,6 mio. kr.

4. AGF 9,2 mio. kr.

5. AaB 7,6 mio. kr.

6. OB 6,6 mio. kr.

7. FC Nordsjælland 6,4 mio. kr.

8. AC Horsens 5,5 mio. kr.

9. Randers FC 4,5 mio. kr.

10. SønderjyskE 3,9 mio. kr.

11. Esbjerg 3,5 mio. kr.

12. Lyngby 3,4 mio. kr.

13. Hobro 3,3 mio. kr.

14. Silkeborg 2,8 mio. kr.

Samlet set betyder det, at AGF scorer omkring 25 mio. kr. fra tv-aftalen denne sæson. Det er omkring ni mio. mere end sidste sæson. En voldsom forbedring.

AGF har i øvrigt udsigt til flere penge, når Mustapha Bundu ventes solgt inden for kort tid.

Den største pengesæk i sidste uddeling lander hos mesterholdet, FC Midtjylland, der kan sætte 12 mio. kr. ind på kontoen, mens FC København med de to afsluttende sejre afværgede en millionlussing, der ved mistede sølvmedaljer potentielt havde udløst mindre end ti mio. kr. Nu kunne løverne hæve respektable 11,2 mio. kr.

Konsekvenserne af at misse mesterskabslutspillet kan aflæses på bundlinjen for OB, der lige akkurat kan snige sig forbi FC Nordsjælland på tv-pengene, fordi førstepladsen i gruppespillet udløser en million og sender fynboerne op på 6,6 mio. kr. Foran dem kan AaB lune sig med 7,6 mio. kr.

For SønderjyskE blev det bekosteligt, at pokaltriumfen sendte dem på tidlig sommerferie. Blot seks kampe efter afslutningen af grundspillet betød at pokalvinderne måtte nøjes med 3,9 mio. kr.

Lyngby kan glæde sig over en ny sæson i Superligaen efter sejren over Hobro, men resultaterne har været sløje, så de to playoff-kombattanter scorer stort set det samme. Lyngby får 3,4 mio. kr. - Hobro 3,3 mio.

Det scorer klubberne på tv-aftalen i 2019/20 sæsonen

1. FC Midtjylland 34,8 mio. kr.

2. FC København 33,6 mio. kr.

3. Brøndby 29,7 mio. kr.

4. AGF 24,6 mio. kr.

AaB 19,8 mio. kr.

FC Nordsjælland 18,2 mio. kr.

OB 17,8 mio. kr.

Randers FC 16,9 mio. kr.

AC Horsens 14,7 mio. kr.

Lyngby 12,6 mio. kr.

SønderjyskE 12,2 mio. kr.

Hobro 11 mio. kr.

Esbjerg 10,5 mio. kr.

Silkeborg 8,5 mio. kr.

Der uddeles tv-penge tre gange på en sæson. Halvvejs gennem grundspillet, når grundspillet slutter efter 26 runder og ved sæsonens afslutning. Hver uddeling udloddes der omkring 88 mio. kr. til Superliga-klubberne - samlet set 265 mio. kr. over hele sæsonen.

39 kommentarer
Vis kommentarer