Se her, FCM: Uden FCK var vi efter Aserbajdsjan

FCK har de seneste fem sæsoner hentet over halvdelen af dansk fodbolds point i Europa. FC Midtjylland er toer, men har ikke gjort nogen positiv forskel

I Europa har der år efter år været grund til jubel i FC København. Takket være klubbens flotte resultater ligger Danmark nu nummer 13 på UEFA's rangliste. Se højdepunkter fra klubbens seneste europæiske opgør mod Manchester United her. Video: Discovery Networks Danmark.

Næste sæsons mester bliver med stor sandsynlighed belønnet med en billet til minimum gruppespillet i Europa League.

Årsagen er, at Danmark er rykket fra en 16. til en 13. plads på UEFA’s rangliste, og udsigten til muligheden for et sikkert gruppespil fik onsdag FC Midtjylland-direktør Claus Steinlein til at juble på dansk fodbolds vegne:

- Efter danske forhold er det helt unikt, at vi har skrabet så mange point sammen i Europa, at vi ligger på 13. pladsen.

- Det forpligter os til at skaffe mange point igen i år for at holde fast, sagde Steinlein til Ritzau.

'Vi' i den sammenhæng er samtlige danske hold, der har været i Europa de seneste fem sæsoner, men det havde været mere retvisende at pege på, at det primært er FCK, der har skrabet pointene sammen.

For selvom Claus Steinlein mindede om, at midtjyderne er det hold, der har bidraget med næstflest point, har heller ikke de gjort en positiv forskel.

Smilene var bredde i FC Midtjylland, da guldet tidligere på sommeren kom i hus. Foto: Ernst van Norde
Smilene var bredde i FC Midtjylland, da guldet tidligere på sommeren kom i hus. Foto: Ernst van Norde

FC Midtjyllands koefficient for perioden (5.000) ligger under den samlede danske gennemsnits-koefficient (5.850).

Hvis FC Midtjylland var et land og kun havde deres egne point, ville de ligge nummer 20 på UEFA's rangliste og være langt fra den 13. plads, der giver næste sæsons danske mester en gylden europæisk billet.

FC København derimod ville være nummer fem foran Frankrig, der i næste sæson har tre hold direkte kvalificeret til Champions Leagues gruppespil.

Rivalen Brøndby ville havne som nummer 31 i Europa - lige foran Liechtenstein.

FC København har hentet over halvdelen (53,4 pct.) af de danske point de seneste fem sæsoner, og dansk fodbold ville ryge langt tilbage på ranglisten uden hovedstadsklubbens imponerende resultater i Europa.

Fjerner man FCK's point fra det danske regnskab, ville Danmark være efter lande som Hviderusland, Kasakhstan og Aserbajdsjan.

Dansk fodbold ville være nummer 27 med en koefficient på 18.667, og det ville betyde, at samtlige fire danske hold i Europa allerede skulle træde ind i 1. kvalifikationsrunde.

Uden FC Midtjyllands point ville den danske koefficient være lidt højere end nu, men Danmark ville fortsat indtage 13. pladsen.

Til gengæld ville dansk fodbold rykke to pladser frem, hvis Brøndbys point kunne trækkes ud af regnskabet.

11. pladsen giver landets mester en direkte billet til Champions Leagues gruppespil, hvis turneringen sæsonen før er blevet vundet af et hold, der i forvejen har kvalificeret sig via den nationale liga.

FC Midtjylland skal sidst på måneden som første danske hold i aktion i Europa.

Midtjyderne møder enten Buducnost fra Montenegro eller bulgarske Ludogorets på udebane i Champions League-kvalifikationen.

Læs mere om det europæiske regnskab og dets betydning for dansk fodbold i denne artikel.

Se også: - Vanvittigt

Se også: Stjernens drømme-date blev et mareridt

Se også: NBA-stjerne får karantæne for at nikke en skalle

262 kommentarer
Vis kommentarer