Seks på stribe: Tung Superliga-exit

Lyngby noterede sig for sjette nederlag på stribe i sæsonens sidste Superliga-hjemmekamp, da OB's offensiv viste sig for stærk

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Hverken Lyngby eller OB havde torsdag meget at spille for, da de to hold mødtes på Lyngby Stadion.

Det skulle da lige være værterne, som kunne nå at redde lidt ansigt efter fem nederlag i streg og en nedrykning til 1. division.

Exitet fra Superligaen var ikke det eneste farvel. Også internt i klubben takker fire spillere af efter denne sæson. Det drejer sig om Thomas Mikkelsen, Frederik Winther, Victor Torp og Jens Martin Gammelby, hvorfor kvartetten modtog blomster inden kickoff.

For hjemmepublikummet var der imidlertid ikke meget at fejre. Selv om Lyngby sad på spillet i første halvleg, var det gæsterne, som bragte sig i front efter 24 minutters spil.

Her hamrede OB-angriberen Issam Jebali bolden i mål, og en hurtig VAR-gennemgang ændrede ikke på den scoring.

 

Men Lyngby fortsatte ufortrødent med at trykke på, og kort før pausen var det lige ved at give bonus. Der skulle dog en hjælpende hånd til fra OB-keeper Hans Christian Bernat, som nær fumlede bolden i mål. Den unge målmand slap dog med skrækken.

I anden halvleg stod det hurtigt på masseudskiftninger hos begge mandskaber. For hjemmeholdet kom kun 17-årige Gustav Mortensen på banen. Det er kun to måneder siden, at han fyldte år, og han blev dermed den yngste, der har spillet for Lyngby Boldklub i Superligaen.

Det var dog ikke Mortensen, som kom i fokus, da Lyngby udlignede til 1-1. Æren tiflaldt i stedet Mathias Hebo Rasumssen, der efter 70 minutter noterede sig for sin sjette sæsontræffer. Også her måtte VAR-vognen bringes i spil, men heller ikke denne gang fik det betydning for udfaldet.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
 

Glæden varede dog kort, for syv minutter før den ordinære tid løb ud, langede Oliver Lund et fornemt indlæg over disken, og inde i boksen kvitterede Emmanuel Sabbi ved at score kampens sidste mål.

Der blev ellers forsøgt fra Lyngby-bænken at slå tilbage med flere friske og unge kræfter.

Gustav Mortensen nåede således kun at være klubbens yngste Superliga-spiller i få minutter, da 16-årige Lauge Sandgrav overtog den ære kort før tid.