Silkeborg fik kæmpesmæk i egen hule

Silkeborg sendt til tælling, da SønderjyskE’s Lasse Vibe scorede hattrick i bundbraget

Forståelig jubel i SønderjyskE-lejren. (Foto: Ernst van Norde)
Forståelig jubel i SønderjyskE-lejren. (Foto: Ernst van Norde)

SILKEBORG (ekstrabladet.dk): Skidt med at mangle en håndfuld stamspillere. Skidt med ikke at have scoret i forårets to første kampe. Skidt med som bundprop at have indkasseret et par gedigne mentale lussinger.

Når kniven begynder at stramme for struben, kan man altid regne med, at SønderjyskE aktiverer overlevelses-instinktet og vrister sig fri.

Med den sensationelle 5-0-sejr på udebane over Silkeborg rykkede SønderjyskE forbi Brøndby i bundstriben. Med to scoringer allerede i første halvleg blev hjemmeholdet sænket på forbavsende kort tid.

Det var kampen mellem ligaens to nederste hold, og Silkeborg, der to gange før i sæsonen havde besejret SønderjyskE, satte sig også på spillet. Efter få minutter var tyske Marvin Pouríe tæt på med en afslutning på stolpen.

Gæsterne var trængte og havde reelt ingen chancer før chokmålet til 0-1 midtvejs i halvlegen. Pludselig så Henrik Hansen en åbning i Silkeborgs midterforsvar og sendte med millimeters nøjagtighed bolden i dyben og hen for fødderne af en fremadstormende Lasse Vibe.

Læs også:

Se også: Stort Horsens-comeback mod AaB

Køligt driblede han uden om keeper Lasse Heinze. Et par forsvarsspillere nåede med tilbage, men igen var Lasse Vibe køligheden selv. Et par træk og en behersket afslutning over i fjerneste hjørne.

Silkeborg-forsvaret så ikke godt ud. Det gjorde 26-årige Lasse Vibe, der i dagens anledning var placeret helt i front, til gengæld.

Silkeborg virkede mentalt ramte og formåede ikke at sætte Sønderjyske under noget alarmerende pres. Niveauet var heller ikke højt, da SønderjyskE igen scorede seks minutter før pausen. Et frispark blev snittet videre af en Silkeborg-spiller, så bolden dalede ned foran Nicolai Madsen tæt ved mål.

2-0 og hvor blev der stille i Silkeborg, mens Viggo Jensen givetvis sørgede for larm i omklædningsrummet i pausen.

Lige lidt hjalp det. Nedsmeltningen blev total, da det få minutter ind i anden halvleg igen koksede fatalt i forsvaret. Lasse Vibe røg igennem og gjorde det til 3-0. Og lige så pivåbent var der i de bageste rækker, da Lasse Vibe kort efter scorede til 4-0.

Der blev sat punktum for ydmygelsen, da indskiftede Bjørn Paulsen sprintede sig gennem de modløse Silkeborg-spillere og scorede til 5-0.

Silkeborg får muligheden for at rejse sig allerede på mandag - mod FCK …

Resultater fra 24. spillerunde i Superligaen:

AC Horsens-AaB 2-2 (0-2).
0-1 Søren Frederiksen (8. minut). 0-2 Nicklas Helenius (44. minut). 1-2 André Bjerregaard (54. minut). 2-2 Nabil Aslam (81. minut).
Tilskuere: 3.283.

Silkeborg-SønderjyskE 0-5 (0-2)
0-1 Lasse Vibe (19. minut). 0-2 Nicolaj Madsen (38. minut). 0-3 Lasse Vibe (48. minut). 0-4 Lasse Vibe (55. minut). 0-5 Bjørn Paulsen (64. minut).
Tilskuere: 2.640.

OB-Randers FC 0-0.
Tilskuere: 5.123.

FC Nordsjælland-AGF 4-2 (2-0).
1-0 Søren Christensen (23. minut). 2-0 Joshua John (39. minut). 2-1 Stephan Petersen (54. minut). 3-1 Morten Nordstrand (59. minut). 4-1 Søren Christensen (62. minut). 4-2 Stephan Petersen (77. minut).
Tilskuere: 4.212.

Esbjerg-Brøndby 1-0 (1-0)
1-0 Jakob Ankersen (45. minut)
Tilskuere: 8.773.

FC Midtjylland-FC København 2-2 (1-0).
1-0 Petter Andersson (37. minut). 2-0 Petter Andersson (72. minut). 2-1 Cesar Santin (76. minut). 2-2 Andreas Cornelius (90. minut).
Tilskuere: 8.091.

Topscorerlisten:
Andreas Cornelius FC København (1) 17
Aron Johannsson ex-AGF 14
Ronnie Schwartz Randers FC 12
Nicklas Helenius AaB (1) 11
Nicolai Jørgensen FC København 11
Cesar Santin FC København (1) 11

Joshua John FC Nordsjælland (1) 10
Marvin Pourie Silkeborg 10
Simon Makienok Brøndby 10
Kasper Kusk AaB 8
Lasse Vibe SønderjyskE (3) 8
Mads Albæk FC Midtjylland 8

1 af 2 Lasse Vibe bringer SønderjyskE foran 1-0. (Foto: Ernst van Norde)
2 af 2 Forståelig jubel i SønderjyskE-lejren. (Foto: Ernst van Norde)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere