DBU kan ikke forhindre ulovlige agenter

En række agenter opererer på det danske spillermarked uden licens, men DBU kan ikke gøre noget ved det

Det er forbudt at arbejde som spilleragent i fodboldbranchen, hvis man ikke har bestået eksamen. Alligevel opererer en række agenter i Danmark uden licens.

Selv om DBU er klar over problemet, har unionen svært ved at gøre noget ved det.

- Markedet har været præget af uautoriserede personer. Når agenterne ikke har licens, ønsker de jo ikke at stå frem, og så er de ikke en del af systemet.

- Det har været en udfordring i årevis at komme de uautoriserede agenter til livs, siger DBU's kommunikationschef, Lars Berendt, til Jyllands-Posten.

Også hos Spillerforeningen mener man, at agenter uden eksamen udgør et reelt problem i fodboldverden.

Kan ikke straffe
Spillernes fagforening frygter, at uautoriserede rådgivere giver spillerne en utilstrækkelig vejledning.

- Det siger sig selv, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt rådgiverne har den nødvendige ekspertise, hvis de ikke har den påkrævede licens, siger direktør i Spillerforeningen, Mads Øland til Jyllands-Posten.

- Vi rådgiver spillerne så godt, som vi kan. Men det er afgørende, at DBU håndhæver reglerne på området, så spillerne og klubberne ikke tør have noget med uautoriserede agenter at gøre, siger Øland.

DBU kan ikke straffe agenter, der arbejder uden licens, fordi de ikke er underlagt DBU's love. Og da de uautoriserede rådgivere ikke gør sig skyldig i nogen overtrædelser af dansk lovgivning, er det reelt umuligt for unionen at skride ind.

Til gengæld kan unionen straffe klubber og spillere, som gør brug af licensløse rådgivere.

0 kommentarer
Vis kommentarer